Det nye år er ikke blevet skudt i gang som planlagt for den danske tennisstjerne Holger Rune.

Torsdag meddelte han, at han trækker sig fra ATP-turneringen i Auckland.

Den var ellers en vigtig del af forberedelsen før sæsonens første kæmpestore mål, Australian Open, der begynder 16. januar.

Nu fortæller Holger Runes mor og manager, Aneke Rune, hvorfor planerne er ændret.

Aneke Rune, mor til tennisspilleren Holger Rune.
Aneke Rune, mor til tennisspilleren Holger Rune. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Det var ret klart at se, da vi kom til Adelaide, at på grund af hans hold i ryggen i Dubai havde vi et setback i de oprindelige forberedelsesplaner,« fortæller hun til B.T. i en sms.

»Det ville betyde, vi måtte have mere tid i det klima, han skal arbejde i til Australian Open, og indhente det, vi ikke nåede af træning for at kunne stå skarpt til Australian Open.«

»Så selvom vi havde glædet os til Auckland, som er en fantastisk hyggelig turnering, så lytter Holger til sine trænere, der er enige om, at planen er at træne igennem nu med god recovery imellem.«

»Så vi tager til Melbourne på lørdag og starter træning på anlægget fra søndag,« siger hun.

Holger Rune tabte i første runde af denne uges ATP-turnering i Adelaide til japanske Yoshihito Nishioka.

Dermed går han ind til Australian Open med kun én kamp i bagagen.