Holger Rune tabte første sæt klart, men vandt de to næste suverænt mod andenseedet bulgarer i Schweiz.

Den danske tenniskomet Holger Rune leverede onsdag et fint resultat, da han tog hul på en ITF-turnering i schweiziske Klosters.

I første runde af turneringen, der afvikles på herrernes tredjehøjeste niveau, slog han den andenseedede bulgarer Dimitar Kuzmanov efter et flot comeback.

Danskeren tabte første sæt klart, men svarede fornemt igen ved at vinde 2-6, 6-1, 6-1.

Det er bare tre uger siden, at de senest mødtes, og her tabte danskeren i to sæt i semifinalen i en ITF-turnering i Østrig.

Onsdag så danskeren ud til at tabe igen, da han fik en svær begyndelse, men han fik vendt kampen helt på hovedet ved at vinde de to sidste sæt suverænt.

Mens Rune ligger nummer 725 på verdensranglisten, er Kuzmanov nummer 292.

Danskerens modstander i anden runde torsdag er endnu ikke fundet, men det ligner på papiret en noget nemmere opgave.

/ritzau/