Erfarne Matthias Bachinger var for stor en mundfuld for tennistalentet Holger Rune, der blev slået i to sæt.

Det nåede aldrig for alvor at blive sjovt for 16-årige Holger Rune i Challenger-turneringen i Noumea i Ny Kaledonien.

Det danske tennistalent tabte natten til mandag med de klare cifre 1-6, 4-6 til tyske Matthias Bachinger i sin første kamp i turneringen.

Rune, der er nummer 1019 på verdensranglisten, har på forhånd meldt ud, at 2020 er året, hvor han endeligt vil lade juniorkarrieren være fortid og forsøge at tage det svære spring til seniortennis.

Men 32-årige Matthias Bachinger, der ligger nummer 218 på verdensranglisten, klarede danskeren sig ikke forbi.

Første sæt var næsten ovre, inden det var begyndt, da Bachinger vandt 6-1 på blot 25 minutter.

I andet sæt kom Rune ligeledes tungt fra start, og tyskeren bragte sig hurtigt foran 3-0.

Herfra var det mere lige. Men det danske tennistalent nåede aldrig op på siden af erfarne Bachinger.

Efter godt en times spil var det slut, da Bachinger havde vundet andet sæt 6-4.

Holger Rune var med i turneringen i Ny Kaledonien på et wildcard, som han havde fået efter et stærkt 2019.

Sidste år bød således blandt andet på triumfer i juniorernes French Open og sæsonfinale samt en førsteplads på verdensranglisten for juniorspillere.

Men Bachinger har også tidligere vist højt topniveau og nåede sin højeste placering på herrernes verdensrangliste, da han i 2011 lå nummer 85.

Tyskeren har i løbet af sin karriere blandt andre slået den tidligere nummer fem på verdensranglisten japanske Kei Nishikori samt italienske Andreas Seppi, der i en årrække har huseret lige under den absolutte verdenstop.

/ritzau/