Cristian Garin blev slået i to sæt, da Holger Rune spillede sig videre til kvartfinalen i Stockholm Open.

Holger Rune er blandt de sidste otte spillere i ATP Tour-turneringen Stockholm Open.

Onsdag gik den danske tennisprofil videre til kvartfinalen, da han besejrede chileneren Cristian Garin i to sæt. Rune vandt med cifrene 7-6, 6-1.

Det var anden gang, at de to mødtes i år, og anden gang, at Rune kun skulle bruge to sæt på at vinde.

I kvartfinalen venter der - på papiret - hårdere modstander for Holger Rune, der skal op imod Cameron Norrie. Briten, der er nummer 14 på verdensranglisten, er seedet som nummer to i turneringen.

Holger Rune fik en blandet start på første sæt mod Garin. I sit andet serveparti måtte danskeren kæmpe for at holde chileneren fra et servegennembrud. Men i det efterfølgende parti lykkedes det så Rune at bryde, og så havde han teten.

Chileneren fjernede dog danskerens fordel, da Garin med ryggen mod muren fik brudt Runes udlæg og gjorde det til 5-5. Første sæt endte i tiebreak, og her var Rune klart bedst med en sejr på 7-2.

Starten på anden halvleg bød også på op- og nedture for Rune, der først brød Garin til 2-0 for derefter selv at blive slået i eget udlæg. Danskeren svarede dog igen med endnu et servebrud til 3-1.

Rune havde for alvor fundet den rette opskrift, og det blev også 5-1 efter sit tredje servebrud i sættet. Nu kunne danskeren selv serve sejren hjem, og det gjorde han uden ret meget slinger i valsen.

/ritzau/