Holger Rune har udviklet sig til en stjerne i tennisverdenen. 

Og når man spiller kampe i verdenstoppen, er der af og til andre stjerner, der kigger med. 

I Podimo-podcasten 'Hav & Kamal' bliver Rune spurgt, om han nogensinde har været starstruck over, hvem der kigger med af kendte mennesker.

»Jeg tror, at den mest kendte er Neymar. Det var, da jeg spillede i Saudi mod Carlos Alcaraz.«

»Jeg tabte desværre, så det var lidt nederen. Så mødte jeg ham næste dag oppe i VIP-stedet, og så kiggede jeg på ham, og jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre, så kommer han over og siger: 'Hey man, nice to meet you. You played so good',« siger Holger Rune. 

Den brasilianske fodboldspiller er ikke den eneste verdensstjerne, der har set Rune spille tennis fra forreste parket. 

I turneringen Indian Wells i marts tog et profileret søskendepar pludselig al opmærksomhed fra kampen. 

»Jeg er i gang med at banke bolden ned i jorden, og jeg er bagud med et break i tredje sæt, og jeg kan mærke benene lidt og det hele er lidt hårdt. Og så begynder publikum lige pludselig at skrige og heppe, og jeg tænker: 'Hvad sker der, jeg banker bare bolden ned i jorden'«

Da Holger Rune kigger op, ser han Kylie og Kendall Jenner tone frem på storskærmen, der netop har sat sig på tribunen. 

»Så tænkte jeg: 'Okay, det er derfor, det sker'. Bum, bum. Breaker tilbage og vinder 7-5 i tredje sæt,« siger han med et smil.

Holger Rune er i øjeblikket i gang med at kæmpe sig tilbage fra en overrevet akillesscene. Midt i mareridtet arbejder han på et kæmpe projekt. Læs mere om det HER