Holger Rune har taget en stor beslutning.

Således vil den 16-årige dansker efter denne sæson ikke længere spille juniortennis, men udelukkende satse på sin seniorkarriere.

Hermed lægger han op til at droppe deltagelsen ved næste års French Open, hvor han ellers har muligheden for at forsvare den grand slam-titel, han i juni sikrede sig i drengesingle, og som han aldersmæssigt er berettiget til at spille, frem til han fylder 18 år.

»Måske kommer man til at se mig i en enkelt juniorturnering mere. Om en måned afvikles sæsonfinalen i Kina. Den turnering føler jeg mig klar til at spille, men herefter begynder et nyt kapitel i min karriere, og det ser jeg frem til,« siger Holger Rune.

Holger Rune jubler efter at have vundet en duel i drengesinglefinalen ved French Open.
Holger Rune jubler efter at have vundet en duel i drengesinglefinalen ved French Open. Foto: Roger Parker
Vis mere

B.T. møder stortalentet i Aarhus op til weekendens landskamp mellem Danmark og Tyrkiet.

Her er han udset til at spille førstesingle.

»Det har været en lidt vild, men også spændende uge. Mandag stillede jeg op og tabte i første runde ved en Challenger-turnering i Tyrkiet, mens jeg natten mellem tirsdag og onsdag ankom til Aarhus for at træne med landsholdet. Det har virkelig været godt at støde til. For der har i den grad været god energi på holdet,« siger Holger Rune, der tror på samlet dansk sejr og dermed kvalifikation til en oprykningskamp i Davis Cup-turneringens Europa/Africa Zone II.

»Tyrkerne har under træning set gode ud. Men jeg mener, at vi har gode chancer for at vinde,« siger Holger Rune.

Holger Rune ved præmieoverrækkelsen efter at have vundet drengesinglefinalen ved French Open i Paris.
Holger Rune ved præmieoverrækkelsen efter at have vundet drengesinglefinalen ved French Open i Paris. Foto: Anne Parker
Vis mere

Oplevelsen ved French Open for tre måneder siden var enorm.

»Alt gik op i en højere enhed for mig ved den turnering. Da jeg vandt finalen, føltes det ret sygt. Jeg tænkte 'shit, man! – jeg har vundet en grand slam'. Når jeg tænker tilbage på oplevelsen, kan jeg stadig godt blive en smule rørt. Sejren har ikke blot givet mig selv masser af selvtillid. Den har også betydet, at mine modstandere nu har masser af respekt for mig,« siger Holger Rune.

Til gengæld røg han ved de efterfølgende grand slam-turneringer i Wimbledon og ved US Open ud i de indledende runder.

»I Wimbledon kunne jeg ikke rigtig finde roen. Det betød, at jeg i kampene var stresset. Ved US Open følte jeg mig bedre tilpas. Men efter at have sikret mig sejren i første runde sent skulle jeg i aktion igen tidligt dagen efter. Jeg var helt færdig i hoved og ben, så jeg vil undskylde mit nederlag i anden runde med dårlig organistion,« siger Holger Rune.

Hen over sommeren har man primært set Holger Rune spille Challenger-turneringer, hvilket er niveauet under dét, Roger Federer & co. spiller på ATP Touren.

»Resultaterne har været blandede. Det affinder jeg mig fint med. Selvom jeg gjorde nogle ting rigtigt ved French Open, har jeg indset, at det kræver stor erfaring at besejre rutinerede spillere. Det gælder om at få en masse kampe mod seniorer i benene. På et eller andet tidspunkt falder brikkerne på plads, og så er jeg der. Målet er, at jeg om tre år er i top-20 på verdensranglisten. Felix Auger-Aliassime (19-årig canadier, red.) er min store inspirationskilde. Han vandt for nogle år siden US Open og var nøjagtig lige så gammel som mig, da jeg vandt French Open. Siden har han fået det internationale gennembrud, jeg sigter efter,« siger Holger Rune.

I øvrigt får han optimale træningsbetingelser op til 2020-sæsonen.

»Op til jul og nytår er jeg inviteret til Nice, hvor Serena Williams' græske træner, Patrick Mouratoglou, har sit akademi. Der er mange gode spillere. Blandt andre StefanosTsitsipas, som jeg i april besejrede 7-5 i et træningssæt, og Cori 'Coco' Gauff. Faktisk er træningsforholdene dernede så optimale, at jeg gerne vil derned så tit som overhovedet muligt,« siger Holger Rune.