Den danske tenniskomet Holger Rune har trukket sig fra næste turnering i Kasakhstan.

Det sker efter et par hårde dage i Sofia, som for Holger Runes vedkommende endte med et finalenederlag efter to tætte sæt.

Hvad offentligheden ikke så, var, at det 19-årige stjernefrø kæmpede med maveproblemer allerede i semifinalen, hvor det blev til en flot sejr over verdens nummer 10, Jannik Sinner.

Holger Runes mor og manager, Aneke Rune, fortæller til B.T., at det kan have været noget 'dårlig kylling', der har gjort kvaler.

Der blev kæmpet for sejren, og det kostede blandt andet et styrt.
Der blev kæmpet for sejren, og det kostede blandt andet et styrt. Foto: Pavel Danev
Vis mere

»Han måtte få noget bakerierensende på dagene med semi og finale. Så vi vurderede, han var lidt vel underdrejet til at kunne stå klar til kamp i morgen,« fortæller hun om den ellers planlagte førsterunde-dyst mod verdensetteren Carlos Alcaraz, som Rune er jævnaldrende med og har kæmpet med i de endnu yngre år.

»Han skal slutte året af med fire super gode turneringer i Stockholm 250, Basel 500, Paris 1000 og Next Gen,« fortæller hun om de videre planer, som Holger Rune tager hul på om to uger.

»Så nu kan han blive helt frisk, og så går vi i gang med træningen, så han er tunet til 17. oktober og fem uger frem,« lyder det fra Aneke Rune.

Holger Rune fortalte selv efter finalekampen, at han døjede med knæsmerter, og han tog da også et fald i det helt tætte andet sæt, som Marc-Andrea Hüsler endte med at vinde i tiebreak – og dermed var kampen for endnu en ATP-titel forbi for danskeren, der efterfølgende har medgivet på Twitter, at han gik for defensivt til opgøret.