Lyt til artiklen

Holger Rune er vild for tiden og har taget endnu en stor skalp.

Han har netop besejret verdensranglistens nummer 9, Andrej Rubljov, og er dermed klar til kvartfinalen i ATP 1000-turneringen Paris Masters.

Danskeren serverede kampen hjem og vandt 6-4, 7-5.

Danskeren havde to matchbolde og missede den første, men klarede sagerne på sin anden. Kampen varede godt og vel halvanden time.

I kvartfinalen venter verdens bedste spiller, Carlos Alcaraz fra Spanien.

Både Rune og Rublev viste store servekvaliteter i de fleste partier i første sæt. Men Rune fik ved 1-1 for første gang vist russeren, at han slår til, hvis muligheden byder sig.

Foran 2-1 var Rune tæt på at smide det følgende parti, mens trods hele tre danske dobbeltfejl og Rublevs første breakbold, holdt han fast i sin fordel.

Rune var som i sejrene over Stan Wawrinka tirsdag og Hubert Hurkacz onsdag generelt stærkt servende. Han missede godt nok en del førsteserver i første sæt, men andenserven var til gengæld god, og 3-1 blev hurtigt til 5-4 uden breakbolde.

Danskeren havde problemer med at lukke sættet ned, men viste stor mental styrke og afværgede to breakbolde.

Særligt ved den anden breakbold var Rune kølig, da han kort efter at have fejlbedømt en russisk bold ved baglinjen lod en ny bold passere. En challenge gav dog danskeren ret, og han udnyttede kort efter sin første sætbold.

I pausen inden andet sæt pudsede duellanterne deres servevåben og gjorde dem klar til et andet sæt, hvor ingen af dem gav meget væk i egne partier.

Først ved 4-4 kom Rune dog uden held tæt på et break, og efterfølgende tilspillede Rublev sig to breakbolde, men igen var Rune stærk og takket være en modig og hård andenserv holdt han sin serv.

Det knækkede tilsyneladende Rublev, for kort efter brød Rune rent sin rystede modstander, og herefter servede han uden nævneværdige problemer kampen hjem.

Holger Rune og Carlos Alcaraz spiller kvartfinale fredag – tidspunktet er ikke fastsat.