Teenageren Holger Rune er ifølge Tennisavisen inviteret til en Challenger-turnering i Italien i næste uge.

Holger Rune er blevet inviteret med på et wildcard til en Challenger-turnering i Italien i næste uge. Det skriver Tennisavisen.

Den 16-årige danske tennisspiller var egentlig rejst på en fire dages miniferie i Malaga, da invitationen dukkede op. Den ferie bliver nu lidt kortere.

Turneringen, som Holger Rune skal deltage i, hedder Manerbio Challenger og har deltagelse af flere navne lige uden for top-100.

Blandt andre er italienerne Paolo Lorenzi (nummer 114), Salvatore Caruso (125), Lorenzo Giustino (130) og belgieren Kimmer Copperjans (144) med i turneringen.

Holger Rune er lige nu nummer 555 på verdensranglisten, så der er et godt stykke op til de bedste i turneringen.

Der er endnu ikke trukket lod til turneringen, der spilles i byen Manerbio, der ligger tæt på Brescia i Norditalien.

Det er planen, at Holger Rune deltager i endnu en mindre tennisturnering på grus i Rumænien i den efterfølgende uge, inden fokus bliver rettet mod juniorudgaven af US Open.

Challenger-turneringer er det næsthøjeste niveau i tennis - det er niveauet lige under ATP-turneringer, hvor de bedste spiller.

/ritzau/