Tennistalentet Holger Rune skal møde en kvalifikationsspiller i første runde af Indian Wells-turneringen.

Da det danske tennistalent Holger Rune senest var med i en lodtrækning blandt verdens bedste spillere, trak han verdensetteren, Novak Djokovic, i US Open.

Til gengæld var lodtrækningen noget mere spiselig, da der natten til onsdag dansk tid blev parret spillere til Indian Wells-turneringen, der regnes som den største event ud over de fire grand slam-turneringer.

18-årige Holger Rune skal møde en kvalifikationsspiller, som der endnu ikke er sat specifikt navn på.

Rangeringsmæssigt kan Rune altså se frem til at møde en spiller, som han har fine chancer for at slå.

Kampene i første runde skal efter planen afvikles torsdag og fredag, men der er endnu ikke sat tidspunkt på Runes kamp.

Skulle det lykkes for Rune at vinde i første runde, står det allerede klart, at modstanderen i anden runde bliver Cristian Garin.

Chileneren, der er seedet som nummer 13 og ligger 17'er på verdensranglisten, er nemlig oversidder i første runde.

Garins kampform er dog ikke den bedste, så også i den kamp vil Rune stå med fine kort på hånden.

Holger Rune har derimod vist glimrende form på det seneste, blandt andet med kvartfinalen i ATP-turneringen i franske Metz.

Den medvirkede til, at arrangøren i Indian Wells tildelte den unge dansker et wildcard til den store turnering.

Landsmanden Mikael Torpegaard var med i kvalifikationsturneringen, men tirsdag aften dansk tid tabte han i første runde til amerikanske Bjorn Frantangelo med cifrene 2-6, 1-6.

/ritzau/