Holger Rune vandt 2-1 i sæt over svenskeren John Hallquist Lithén og spiller finale i Båstad senere lørdag.

Det danske tennistalent Holger Rune er klar til finalen i den lille svenske turnering TP Open i Båstad.

Lørdag formiddag vandt den 17-årige dansker sin semifinale over den knap halvandet år ældre svensker John Hallquist Lithén.

Holger Rune vandt 2-1 i sæt. Hvert sæt var først til fire partier, og sætcifrene lød 4-1, 1-4, 4-0 i danskerens favør.

Efter et overbevisende første sæt haltede danskerens spil i andet sæt, og svenskeren fik udlignet.

Heldigvis for Holger Rune fik han momentum fra starten af tredje sæt ved at bryde svenskerens serv. Danskeren lykkedes efterfølgende med nogle imponerende stopbolde og havde også det mentale momentum i det afgørende sæt.

- Det var en hård semifinale. Jeg gjorde det rigtig godt i første sæt, men jeg fandt ikke mit niveau i andet sæt. Jeg skulle finde balancen mellem ikke at være for aggressiv, men heller ikke for defensiv. Det var svært.

- Jeg er glad for, at jeg fandt den balance i tredje sæt, og jeg er glad for, at jeg er i finalen nu, siger Holger Rune i et interview med turneringsarrangøren.

I finalen venter enten Jonathan Mridha eller topseedede Viktor Durasovic. I fredagens indledende gruppespil var Durasovic en af de tre spillere, som Holger Rune gav klø på det røde grus.

Både den anden semifinale og turneringens finale spilles senere lørdag.

- Det er en lille fordel for mig, at jeg kan hvile mig lidt mere inden finalen. Det er varmt, og vi spillede tre kampe i går, så det er dejligt med en lille pause, siger Holger Rune.

/ritzau/