Det er 'pissesnyd'.

Ordene røg pludselig ud af munden på den danske tennisstjerne Holger Rune, da han tirsdag debuterede ved Wimbledon på seniorniveau.

For undervejs i tredje sæt af kampen mod amerikanske Marcos Giron dømte kampens dommer nemlig, at bolden på et tidspunkt havde rørt danskerens banehalvdel to gange, og dermed var pointet færdigspillet.

Det var den 19-årige danske tenniskomet dog dybt uenig i, og derfor følte han sig lige i dét øjeblik snydt.

Det forklarede Holger Rune på det efterfølgende pressemøde.

»Jeg syntes, det var snyd. For jeg følte ikke, at den ramte to gange, og jeg har erfaring med, at han (dommeren, red.) har gjort det et par gange før,« lød det fra danskeren.

Her huskede han eksempelvis tilbage på maj, hvor han stod i finalen ved BMW Open i München, som han i øvrigt vandt.

Her mente han nemlig også, at dommeren havde set helt, helt forkert ved en kendelse.

Holger Rune gled flere gange på græsset tirsdag eftermiddag.
Holger Rune gled flere gange på græsset tirsdag eftermiddag. Foto: Kirsty Wigglesworth
Vis mere

»Dér sagde han det også. Og der følte jeg, det var forkert. Så det var kun derfor, at jeg havde en lille smule dårlig oplevelse med hans kald i dag (tirsdag, red.),« forklarede Holger Rune og tilføjede:

»Havde det været en hvilken som helst anden dommer, som havde sagt det, så havde jeg tænkt, at det var nok rigtigt. Men når han har lavet en del fejl på denne dér, så er det klart, at jeg blev irriteret. Det var dog kun på det tidspunkt i kampen.«

Generelt har den unge dansker intet at sætte på dommerstandarden på højeste niveau, men han indrømmer dog, at der er nogle, han klart foretrækker frem for andre.

»Der er altid dommere, man bedre kan lide end andre. Der er også mennesker, man bedre kan lide end andre. Men det er en del af gamet. Jeg har ikke noget problem med nogle dommere. De laver generelt meget få fejl.«

Det var tirsdag, at Holger Rune tabte i første runde af den prestigefyldte grand slam-turnering.

Dermed er han inde i en skidt stime med tre nederlag i træk siden gruseventyret ved French Open for blot en måned siden.

B.T. var i øvrigt til stede på Wimbledon-anlægget og overværede tirsdagens kamp.

Du kan læse hele dommen over danskerens præstation lige HER.