Hans vilde barndom har ikke mindet om mange andre danske børns, men den har alligevel været både »tryg og fyldt med kærlighed«. 

Det mener den 21-årige tennisstjerne Holger Rune, at alle børn i Danmark fortjener, og derfor er han nu blevet ambassadør for Børns Vilkår. 

»Børn skal have det godt. Ens hjem og ens familie skal være et sted, hvor du føler dig tryg. Sådan er det desværre ikke for alle, og det gør virkelig ondt i mit hjerte, når jeg hører om børn, der ikke får den helt basale kærlighed eller ikke føler sig trygge,« siger han til B.T. 

Sådan en oplevelse fik Holger Rune, da han sad på skadestuen med sin far, fordi han var faldet under en træning og havde slået sit håndled.

Holger Rune spiller lige nu i Cincinnati Masters turneringen.
Holger Rune spiller lige nu i Cincinnati Masters turneringen. Minas Panagiotakis/AFP/Ritzau Scanpix

En lille dreng kom ind på skadestuen med nogle politibetjente, og her overhørte tennisstjernen, hvad betjentene talte om.

»Det handlede om, at der var noget tumult i drengens hjem. De få minutter, drengen ventede sammen med politiet, fik jeg en kæmpe klump i halsen – jeg havde sådan lyst til at gå hen til ham, give ham et kram og sige, at alt nok skal blive o.k.«

Men inden Holger Rune kunne nå at handle på sine tanker, var drengen og betjentene videre.

»Den oplevelse rystede mig og var på en måde en lidt barsk øjenåbner for mig. Vi tror jo, at fordi vi bor i Danmark, så har alle det godt, men der sker stadig ubehagelige ting, og der er små, uskyldige børn, der bliver svigtet af deres nærmeste. Det gør mig så ked af det.«

Det er ikke mange børn, der vokser op på samme måde som Holger Rune – eller kan forestille sig, hvordan en barndom med tidlige træninger og madplan er. 

Men når Holger Rune tænker tilbage på sin egen barndom, føler han sig heldig. Den har nemlig været fyldt med grin og glæde, forklarer han videre. 

En barndom med en mor og far, der begge har været sunde og raske, og som altid har støttet ham. Samt en søster, der gerne har lyttet og sparret om ting, der har bekymret ham. 

Og det er ikke alle børn, der har lige så mange mennesker omkring sig til netop det. At lytte.

Den 21-årige Holger Rune har tidligere støttet Børns Vilkår med et større beløb.
Den 21-årige Holger Rune har tidligere støttet Børns Vilkår med et større beløb. Tim Ireland/EPA/Ritzau Scanpix

»Jeg kan rigtig godt lide, at de har BørneTelefonen,« siger han om Børns Vilkår, og tilføjer: 

»Der er mange børn og unge i dag, som slås med store og små problemer derhjemme og i skolen, og det er ikke altid lige let at finde en måde at få tingene sagt på – eller at sige dem til de rigtige.«

Derfor har den 21-årige tennisstjerne altså valgt at blive ambassadør for Børns Vilkår. 

Han skal bruge sin stemme og platform til at fremme organisationens arbejde for børn og unge i Danmark, skriver Børns Vilkår i en pressemeddelelse. 

Og det er heller ikke første gang, at han støtter op om sagen. 

Tidligere har han støttet organisationen med 2.500 kroner for hver servees, han lavede ved Indian Wells turneringen.

Holger Rune forklarer, at han ikke selv er et sted i livet, hvor han skal være far. Men at det bestemt venter på sig. 

»Jeg vil gerne selv have en masse børn en dag. Børn er fantastiske,« siger han. 

»Men jeg er kun 21 år, og jeg er ikke et sted i mit liv lige nu, hvor jeg skal have børn. Men jeg glæder mig til den dag, hvor det sker.«