Danske tennisfans fik den tidlige morgenkaffe galt i halsen, da de lørdag så Holger Rune spille sig videre ved Australian Open.

For i starten af andet sæt faldt den 19-årige tenniskomet nemlig pludselig til jorden i smerte efter at have vredet om på anklen.

Et chokerende øjeblik, der da også med det samme fik skabt en frygt i danskerens hoved.

»I starten var jeg virkelig bekymret, for jeg kunne ikke mærke, hvad der var sket,« forklarede Holger Rune på det efterfølgende pressemøde, inden han tilføjede:

Holger Rune måtte have behandling i flere minutter.
Holger Rune måtte have behandling i flere minutter. Foto: CARL RECINE
Vis mere

»Det var dog ikke et alvorligt vrid på anklen, så den har det godt nu. Men jeg faldt ned på min hånd, som jeg efterfølgende fik tjekket. Og her sagde lægen, det ikke var farligt, så jeg spillede videre. Og jeg synes, jeg kom stærkt tilbage.«

Den danske tennisstjernes spillerboks, hvor blandt andet hans mor, Aneke Rune, og de to trænere, Lars Christensen og Patrick Mouratoglou, sad placeret, nåede i et kort øjeblik at være bekymrede, da de alle rejste sig og forsøgte at komme i kontakt med Holger Rune.

Og her var der særligt én ting, som tenniskometen bed mærke i, der blev råbt.

»Der var så meget larm, at jeg ikke hørte halvdelen af, hvad de sagde, men de spurgte, hvad der skete, og så viste jeg dem, hvor jeg var landet. Så sagde Lars, jeg hurtigt skulle lægge noget is på,« lød det fa danskeren, inden han fortsatte:

»Og det gjorde jeg så, inden jeg derfra forsøgte at glemme episoden og så bare passe min egen butik.«

Holger Rune understregede slutteligt, at han trods alt er meget optimistisk på skadesfronten, og at han ikke er i tvivl om, at han nok skal blive klar til næste kamp.

Det var kort inde i andet sæt, at danskeren faldt til jorden i opgøret mod franske Ugo Humbert.

I flere minutter holdt hele John Cain Arena vejret, inden Holger Rune rejste sig op og fortsatte kampen.

Og derfra var der da heller ikke ret meget, der tydede på, at Danmarks bedste herrespiller var hæmmet af skaden.

For Holger Rune spillede sig nemlig sikkert videre til fjerde runde ved den prestigefyldte grand slam-turnering med en sejr på 6-4, 6-4, 7-6.

I fjerde runde møder han den russiske superstjerne Andrey Rublev i en kamp, der spilles mandag.