Den danske teenager havde ingen problemer med sin russiske modstander, der kun fik et enkelt point.

Tennisspilleren Holger Rune er klar til kvartfinalen i en ITF-turnering i Spanien.

Den 17-årige dansker havde ingen problemer med russeren Ivan Gakhov, der blev slået med de overbevisende cifre 6-0, 6-1.

Gakhov er nummer 500 på verdensranglisten og dermed 45 pladser bedre end den danske teenager. Men hvis ranglisten signalerede jævnbyrdighed, var den svær at øje på i kampcifrene.

Russeren formåede kun én gang at holde sin egen serv på grusunderlaget i Valldoreix.

Efter at have uddelt et "æg" i første sæt lever Holger Rune formentlig udmærket med, at Gakhov fik et enkelt point i andet.

Spænding om udfaldet var der aldrig tale om, og dermed er danskeren blandt de otte tilbageværende i turneringen.

Modstanderen i kvartfinalen bliver enten spanieren Jaime Caldes, der er helt nede som nummer 1510 på verdensranglisten, eller den ottendeseedede kasakher Timofey Skatov.

Skatov er lige nu rangeret som nummer 439.

Holger Rune imponerede onsdag ved at slå den topseedede argentiner Marco Trungelliti ud af turneringen, hvor der kæmpes om en præmiesum på 15.000 dollar.

/ritzau/