Holger Rune kan notere sig karrierens bedste placering på verdensranglisten efter søndagens finaleplads.

Finalepladsen ved ATP-turneringen i Basel giver Holger Rune et avancement på verdensranglisten i tennis.

Det fremgår af mandagens rangliste, at Holger Rune nu er nummer 18 i verden. Det er den 19-årige danskers højeste placering på ranglisten i karrieren.

I sidste uge var Holger Rune nummer 25, så det er et hop på syv pladser.

Det var først gang i karrieren, at Holger Rune havde nået en finale på ATP 500-niveau. Så på den måde markerede turneringen et nyt højdespring for danskeren.

I finalen tabte Holger Rune til canadiske Felix Auger-Aliassime, som avancerer en enkelt plads til nummer otte i verden. Her fik især én situation Holger Rune til at koge over, som du kan læse mere om HER.

Felix Auger-Aliassime vandt 6-3, 7-5 over Holger Rune og snuppede sin tredje ATP-titel i træk.

Spanske Carlos Alcaraz, som er 19 år ligesom Holger Rune, er lige nu suveræn verdensetter. Rafael Nadal er nummer to på listen.

Daniil Medvedev, som søndag vandt ATP-turneringen i Wien, er nummer tre. Russeren skubber Casper Ruud ned som firer.

På kvindesiden tager Clara Tauson et lille spring på listen på fem pladser, så hun nu er nummer 135.

Her er polakken Iga Swiatek verdensetter med et stor forspring ned til de nærmeste konkurrenter.