Roger Federer spillede sig i søndagens finale i Rotterdam, dagen efter at han blev verdensetter igen i tennis.

Rotterdam. Roger Federer svæver på en lyserød tennissky i disse dage.

Fredag blev tennisikonet historiens ældste verdensetter hos herrerne, og lørdag fejrede schweizeren bedriften ved at spille sig i finalen i ATP-turneringen i Rotterdam.

Det skete, da Federer besejrede Andreas Seppi 6-3, 7-6 (7/3).

Dermed jagter verdensetteren sin 97. titel i karrieren, når han i finalen søndag møder Grigor Dimitrov, som Federer har slået seks gange tidligere og aldrig tabt til.

Dimitrov blev finaleklar, da belgiske David Goffin i semifinaleopgøret måtte give op, efter at han blev ramt i sit venstre øje af bolden.

Roger Federer har vundet turneringen i Rotterdam to gange tidligere.

36-årige Federer overtog førstepladsen på verdensranglisten fra spanske Rafael Nadal, da Federer fredag besejrede Robin Haase i kvartfinalen i turneringen.

Dermed var han tilbage som verdensetter for første gang siden november 2012, og han overtog rekorden, der tidligere tilhørte André Agassi.

Agassi var verdensetter i en alder af 33 år og 133 dage.

Roger Federer er også indehaver af rekorden for flest uger på førstepladsen hos herrerne, da han i alt har været verdensetter i 302 uger i løbet af sin lange karriere.

Den har indtil videre budt på blandt andet 20 grand slam-titler.

Den seneste grand slam-titel kom i slutningen af januar, da han vandt Australian Open for andet år i træk.