Serena Williams. Navnet indgyder med det samme respekt fra tenniskendere.

Den 37-årige amerikanske stjerne kommer fra en broget barndom og voksede op til at blive den bedste kvindelige tennisspiller i verden.

Selv i dag er hun trods sin alder rangeret som den 16. bedste på hele kloden, ligesom hun for nylig spillede sig videre i Australian Open.

Og årsagen til at hun stadig er med i toppen er måske, at hun træner afsindigt hårdt og tager alternative metoder i brug.

Serena Williams har både vundet French Open, Wimbledon og US Open. Hun anses for den måske bedste kvindelige tennisspiller nogensinde.  Action Images / Jason O'Brien Livepic
Serena Williams har både vundet French Open, Wimbledon og US Open. Hun anses for den måske bedste kvindelige tennisspiller nogensinde.  Action Images / Jason O'Brien Livepic Foto: Jason O'Brien
Vis mere

Ifølge New York Times er Serena Williams som noget nyt begyndt at spille mod nogle af de bedste mandlige professionelle for at intensivere sin træning og fortsat forbedre sig.

Hun har blandt andre mødt verdens nummer nummer 15. Stefanos Tsitsipas, nummer 21. Grigor Dimitrov og nummer 39. Frances Tiafoe. For nylig duellerede hun ligeledes mod Christopher Eubanks (rangeret som nummer 170, red) fra USA.

Serenas træner Patrick Mouratoglou er i hvert fald ikke i tvivl om, at træningsmetoden hjælper den syvdobbelte Wimbledon-vinder.

»Hvis hun løfter sit daglige niveau, som vi har set, kommer hun til at forbedre sig utrolig meget,« sagde træneren til den amerikanske avis.

Træner Mouratoglou fortæller videre, at ideen om at træne mod mænd er en langsigtet plan, som holdet bag Williams har arbejdet på længe.

»Jeg tror, det er meget vigtigt at blive udfordret i sin træning. Jeg tror, hun kan blive meget bedre, end hun allerede er. Men for at blive bedre må man udfordres, ellers har man ingen chance,« siger han videre og fortæller, at alle parter har været glade for træningssessioner.

Det gælder blandt andre Christopher Eubanks som Serena for nylig sparrede med. Han så duellen mod Williams som et bevis på, at han har opnået noget.

»Nogle af mine venner, som ikke rigtig ved noget om tennis, sagde: 'Hvis han spiller mod Serena, må han være ret god',« sagde Eubanks til New York Times.

Både Christopher Eubanks og Serena Williams deltager i dette års Australian Open. Eubanks er dog røget ud.

Serena Williams møder i næste runde ukraineren Dayana Yastremska.