Der er ingen tvivl om, at Australian Open er en stor scene. Også for 16-årige Clara Tauson.

Den danske tenniskomet er lige nu i Melbourne for at deltage i turneringen som junior for første gang. Og det er noget af en oplevelse.

»Det er en svær turnering at spille hernede. At komme fra den europæiske vinter til den australske sommer med et helt andet klima og tungt jetlag i lang tid med andre banetyper. Det er en kompliceret omgang. Første kamp hernede var vældig svær. I dag (tirsdag) glæder vi os over, at spillet var bedre end den første dag, og vi har fået etableret nogle udemærkede rutiner, og vi håber, det kan hjælpe os, så det bliver bedre i morgen. Det er håbet,« siger Clara Tausons træner og far Søren Tauson til B.T. Sport.

De nye rammer er nogle, der er svære at forberede sig meget på i hverdagen.

Clara Tauson spillede tidligere i HIK men er nu skiftet til KB.
Clara Tauson spillede tidligere i HIK men er nu skiftet til KB. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

»Clara har trænet hårdt hjemmefra i en lang periode, men at forberede sig på det hernede er utroligt svært. Det er første gang, vi er her. Jeg vil ikke kalde det et chok,« siger Søren Tauson med et lille grin og fortsætter:

»Men det er virkelig anderledes. Fysisk er Clara godt forberedt, men det (turneringen, red.) er noget helt andet. Vi har ikke gjort noget specielt,« lyder det fra den danske komets far.

B.T. Sport fanger ham på telefonen sent om aftenen australsk tid, efter Clara Tauson tidligere på dagen spillede sig videre til tredje runde i den store turnering. En turnering, der ikke blot byder på tennis men også mange ting uden om spillet.

»Der er meget stress – i mangel af bedre ord. Der er mange ting, man ikke selv har kontrol over. Man skal hele tiden være afhængig af at vente på en bus, eller folk der skal tage en et sted hen. Det er rimelig anstrengende, og afstanden er kæmpe stor på anlægget. Man bruger meget energi på noget, der ikke har noget med kampen at gøre,« siger Søren Tauson.

Clara Tauson tilbage i april 2018.
Clara Tauson tilbage i april 2018. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Noget, de skal vænne sig til i teamet. Og så understreger han, at de professionelle har andre vilkår end juniorspillerne. Vilkår, der gør, at de som professionelle ikke har de samme udfordringer med de praktiske ting til turneringen. Der er meget for Clara Tauson at vænne sig til, og  spillet har heller ikke været helt på det niveau, hun selv havde håbet. Dog glæder Søren Tauson sig over, at der allerede mellem de første to kampe var lidt fremgang at spore i spillet. Blandt andet bemærkede han, at Clara Tauson slog bedre til boldene i kamp to.

»Men der er stadig et pænt stykke op til det, Clara kan spille. Det ved vi ikke, om hun når i denne her uge. Hun arbejder hårdt og prøver at blive bedre hver dag. Det er det, vi håber på,« siger Søren Tauson.

For selvom det selvfølgelig kan give et boost at debutere ved Australian Open med to sejre i træk, ved den 16-årige dansker også selv, at der stadig er meget, der kan arbejdes med.

»Der er to sider af det hele. Hun ved godt, hun kan spille bedre. Det er lidt frustrerende, hvis man gerne vil det. Når det så ikke kommer frem, er det lidt irriterende. Det er at acceptere det og være ydmyg og så arbejde og se om man kan få lidt flere procenter på i morgen (onsdag, red.),« siger Søren Tauson.