»De fatter ikke en brik.«

Maria Sharapovas agent går nu til modangreb på ikke mindst Caroline Wozniacki.

For polemikken omkring den russiske tennisstjernens comeback efter sin dopingdom er igen blusset op. For det er i den kommende uge, at Maria Sharapova vender tilbage i WTA-turneringen Porsche Tennis Grand Prix i Stuttgart.

Problematikken er, at Maria Sharpaovas 15 måneder lange dopingkarantæne udløber d. 26. april – mens WTA-turneringen i Stuttgart faktisk allerede begynder d. 24. april.

Alligevel har hun fået et wildcard til turneringen. Og ganske ekstraordinært får hun lov at spille sin 1. rundekamp på turneringens tredjedag, når karantænen er udløbet.

Det er det krumspring, som blandt andre Caroline Wozniacki tidligere har reageret på. Den danske tennisspiller har derimod intet imod, at Maria Sharapova genoptager karrieren efter udstået dopingkarantæne.

Dengang midt i marts lød det fra Caroline Wozniacki om Maria Sharapovas comeback:

»Jeg synes, at det er respektløst over for de andre spillere og WTA. Jeg synes, det er meget problematisk at tillade - uanset hvem det er - en spiller, der stadig har forbud mod at deltage i en turnering, at spille den uge,« sagde Caroline Wozniacki.

At Maria Sharapovas agent, Max Eisenbud, reagerer med et angreb på blandt andre Caroline Wozniacki nu, skyldes at danskerens gode veninde Agnieszka Radwanska netop har sagt følgende til den polske avis Przeglad Sportowy:

»Først i Tyskland, siden i Spanien, men indtil videre er hun ikke blevet inviteret til at grandslam i Paris eller London (french Open og Wimbledon, red.), og efter min mening burde det ikke blive anderledes,« lyder det fra Agnieszka Radwanska.

Hun mener, at Maria Sharapova ’bør bygge karrieren op igen gennem turneringer’ i stedet for at blive inviteret til de store turneringer på samme vilkår som spillere, der har været ude i længere tid pga skader.

Maria Sharapova er endnu ikke vendt tilbage til tennisbanen, men her er hun til fest i forbindelse med Osca-uddelingen sidste i februar.
Maria Sharapova er endnu ikke vendt tilbage til tennisbanen, men her er hun til fest i forbindelse med Osca-uddelingen sidste i februar. Foto: JEAN-BAPTISTE LACROIX
Vis mere

Ifølge tennisreporteren Ben Rothenberg har det fået Max Eisenbud til at komme med følgende bandbule mod kritikkerne:

»Alle disse ’journeyman’-spillere (spillere, der aldrig rigtigt vinder noget, red.) som Radwanska og Wozniacki, der aldrig har vundet en grandslam, kan se den næste generation drøne forbi dem,« siger Max Eisenbud:

»Det er smart, at de prøver at holde Maria ude af French Open. Her vil der så være ingen Serena (Williams – gravid, red.), ingen Vika (Viktoria Azarenka  - har født, red.), ingen Maria (Sharapova, red.), ingen Petra (Kvitova – håndskadet efter et overfald). Det er deres sidste chance for at vinde en grandslam,« lyder det fra agenten.

Han refererer herefter til CAS’ afgørelse i sagen, der har sendt Maria Sharapova tilbage på banen med en forkortet straf:

»De fatter ikke en brik,« siger Sharapova-agenten med reference til Caroline Wozniacki og Agnieszka Radwanska.

Mens Maria Sharapova altså allerede i den kommende uge er tilbage i Stuttgart, kan hun først d. 15. maj å at vide, om hun kan få en wildcard til French Open.

Maria Sharapova har vundet fem grandslam-tureringer i karrieren.