Simona Halep har tabt tre grand slam-finaler. Lørdag får hun endnu en chance for at vinde French Open.

Paris. Tre grand slam-finaler, tre nederlag. Sådan lyder den lidt nedslående statistik for den rumænske tennisstjerne Simona Halep, der fortsat mangler at få en af sportens mest eftertragtede pokaler med hjem på præmiehylden.

Tidligere på året tabte hun finalen i Australian Open til Caroline Wozniacki, og i både 2014 og 2017 endte slutkampen i French Open med et Halep-nederlag.

Lørdag eftermiddag har hun chancen igen i sin tredje finale på gruset i Paris, hvor hun møder Sloane Stephens.

Halep afviser dog, at hun er under et særligt pres for endelig at tage en grand slam-titel efter de tre finaleskuffelser.

- Jeg ved ikke, hvem der siger, at jeg føler mig presset. I hvert fald ikke mig. Jeg føler mig ikke presset, siger Halep ifølge nyhedsbureauet AFP.

Efter semifinalesejren over Garbiñe Muguruza er der lagt op til en ny vanskelig opgave mod Stephens.

Amerikaneren var godt nok "kun" nummer ti på verdensranglisten inden turneringen. Men det er mindre end et år siden, hun vandt sin første grand slam-turnering med sejren i US Open.

- Det er en stor udfordring. Jeg har en stor mulighed for at vinde den turnering, jeg har drømt om. Det betyder ikke, at det kommer til at ske. Jeg må bare spille, som jeg gjorde mod Muguruza, siger Simona Halep.

- Vi må se, hvad der sker, men jeg vil bare spille med et smil på læben, lyder det fra verdensetteren, der kan tanke yderligere selvtillid med et kig på statistikken, der siger fem sejre i syv indbyrdes kampe mod Stephens.

- Det vil jeg ikke tænke på, for det er en ny kamp og en ny situation. Vi er begge klar til at give alt, hvad vi har, siger hun.

Kvindernes French Open-finale begynder klokken 15.

/ritzau/