Australian Open. I januar næste år. Der vender tennis-superstjernen Serena Williams tilbage til sin sport – bare få måneder efter hun efter planen føder sit første barn.

Det er den vilde plan, som hun afslører i et stort interview med modemagasinet Vogue.

»Det er den mest forrykte plan. Det vil jeg gerne lige understrege. Det er jo bare noget i omegnen af tre måneder efter, jeg har født. Jeg kommer til at gå efter det, men det bliver rimelig intenst, siger jeg bare,« lyder det fra Williams.

Når Australian Open går i gang i starten af næste år, vil hun have holdt pause i næsten et år som følge af graviditeten. Williams er derfor klar over, at det bliver en sej omgang, hvis hun skal stryge til tops i turneringen og tage sin 24. grandslam-titel.

»I denne sport bliver man hurtigt stemplet. Hvis jeg taber, og taber igen, så siger folk, at jeg er færdig. Især nu hvor jeg ikke længere er 20 år. Men jeg kan sige så meget som, at jeg ikke vil acceptere at vinde mindre end før. Enten skal jeg vinde eller også stopper jeg,« siger hun selvtillidsfyldt.

Formår den 35-årige amerikaner at realisere sin drøm, så vil hun dog ikke være den første tennisstjerne, der gør comeback efter en fødsel og vinder en grand slam.

Kim Clijsters vandt US Open i 2009 efter en pause fra sporten i 28 måneder i sin bare tredje turnering efter sit comeback.

Serena Williams fortæller også, at graviditeten, som hun ved en fejl afslørede i april med et fint bikinibillede, ikke var planlagt. Faktisk spillede hun – og vandt – Australian Open, kort efter hun opdagede graviditeten.

»Da først jeg fandt ud af, at jeg var gravid, skete der noget, der overrraskede mig. Jeg blev virkelig rolig. Jeg tænkte, du skal vinde, men det er ok, hvis du taber, fordi du har noget se frem til,« siger Williams, som også afslører, at hun er nervøs ved tanken om fødslen, som er planlagt til engang i næste måned.

Foto: PETER PARKS
Vis mere

»Jeg er nervøs for fødslen. Jeg vil gerne have en epidural-blokade, som jeg ved, at der er mange, der er imod, men jeg har været gennem mange operationer, så jeg vil ikke opleve mere smerte end nødvendigt. Men det vildeste er, at jeg ikke engang ser mig selv som mor-typen. Ikke endnu. Det er noget, jeg skal arbejde på. Jeg er så vant til at det handler om mig-mig-mig – min sundhed, min krop, min karriere. Jeg spørger altid mig selv, om jeg er god nok,« fortæller tennisstjernen, som er tæt veninde med Caroline Wozniacki.

Faren til Williams’ kommende barn er it-milliardæren Alexis Ohanian, som er medstifter af internetforummet Reddit, og som friede til Serena Williams tidligere på året.