Caroline Wozniacki står med gode muligheder for at nå langt i grusturneringen i amerikanske Charleston.

Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki får et par hviledage, inden hun tager hul på den næste turnering på WTA-touren.

Wozniacki, der lørdag tabte finalen i Miami Open, er oversidder i første runde i WTA-turneringen i Charleston og skal først i aktion onsdag.

Således kender hun først tirsdag sin modstander i anden runde, da opgøret mellem tyske Annika Beck og Louisa Chirico ikke figurerer på mandagens program.

Wozniacki, der er seedet fem, har i det hele taget fået en fin lodtrækning

Holder seedningerne, skal Wozniacki i tredje runde møde den niendeseedede australier, Daria Gavrilova, som danskeren slog let i Doha sidste år.

Derefter kan kvartfinalen blive et møde med den fjerdeseedede russer, Elena Vesnina, som Wozniacki har besejret seks gange i otte indbyrdes møder.

Semifinalen kan potentielt blive et møde med den topseedede amerikaner, Madison Keys, men heller ikke den opgave virker uløselig.

Wozniacki har mødt Keys to gange og vundet begge med 2-0 i sæt, senest i Indian Wells for få uger siden.

Desuden er Keys først ved at spille sig form, efter en skade holdt hende ude af sæsonens første to måneder.

Skulle Wozniacki for fjerde gang i 2017 spille sig frem til en finale, kan det blive mod den andenseedede brite, Johanna Konta, der lørdag slog Wozniacki i Miami-finalen.

Wozniacki har fine erfaringer med turneringen i Charleston, der spilles på grus. Danskeren vandt turneringen i 2011.

Hun rykkede mandag op som nummer 12 i verden og banker kraftigt på til top-10. På grund af en skade spillede hun slet ingen turneringer i april og maj sidste år og har derfor ingen point at forsvare.

/ritzau/