Caroline Wozniacki er blevet mor.

Det skriver den tidligere tennisstjerne på Instagram.

Wozniacki og hendes ægtemand, David Lee, er blevet forældre til en lille pige.

Hun bærer navnet Olivia Wozniacki Lee.

»Familie på tre. Olivia Wozniacki Lee, født 11. juni 2021,« skriver den 30-årige dansker på sin Instagram-profil.

Hendes mand, den tidligere basketballspiller David Lee, har lagt det præcist samme opslag op på sin profil.

Flere stjerner, herunder Lindsey Vonn, lykønsker parret.

Caroline Wozniacki annoncerede sin graviditet i februar og afslørede allerede dengang, at parret ventede sig en datter.

Lee og Wozniacki fandt sammen i 2015 og blev gift fire år senere.

Hun indstillede tenniskarrieren i januar 2020, da hun blev slået ud af Australian Open. Det er i øvrigt den eneste grand slam-turnering, hun har vundet i karrieren. Det gjorde hun i 2018.

Danskeren lå også nummer et på verdensranglisten i løbet af sin karriere.