Tennisspilleren Nick Kyrgios har fået en bøde på 113.000 dollar, efter at han smadrede ketsjere i en kamp.

Tennisspilleren Nick Kyrgios trak store overskrifter, efter at han natten til torsdag røg ud i ATP-turneringen Cincinnati Masters.

Her tabte australieren 7-6, 6-7, 2-6 i anden runde til Karen Khachanov, men det var ikke nederlaget, der var skyld i omtalen.

Nick Kyrgios' temperament kogte over i opgøret, hvor han blandt andet smadrede to ketsjere i en situation.

Det har fået ATP til at tildele tennisspilleren en stor bøde på hele 113.000 dollar (cirka 759.000 kroner), og Kyrgios kan yderligere risikere karantæne, når sagen er yderligere undersøgt, skriver Reuters.

Dramatikken i kampen opstod i andet sæt, som udviklede sig til en farce, da Kyrgios konstant brokkede sig til dommeren Fergus Murphy.

Kyrgios tabte andet sæt og bad om en toiletpause, hvilket dommeren gav afslag på.

Kyrgios gik alligevel mod toilettet med to ketsjere i hænderne, og tv-billeder viste, at australieren trådte ind bag en glasdør og smadrede begge ketsjere, inden han gik tilbage på banen.

Kyrgios brugte senere i kampen lang tid på at sætte greb på sin ketsjer og blev flere gange bedt om at skynde sig af dommeren.

»Det er den værste dommer,« råbte Kyrgios frustreret på et tidspunkt i kampen, da han sad ned lige ved siden af dommerstolen.

Det er langt fra første gang, at Kyrgios optræder kontroversielt.

I sidste uges nederlag til briten Kyle Edmund var Kyrgios rasende over, at han ikke kunne få et hvidt håndklæde hurtigt nok i en ATP-turnering i Montreal.

/ritzau/