Rygterne har floreret et stykke tid.
Og efter triumfen ved US Open afslørede Coco Gauff endelig, at der var en særlig person, der hjalp hende til sejren.
»Jeg ringede til min kæreste og sagde til ham, vi bare skulle snakke, indtil det var sengetid. Så vi talte til klokken 01.00 om natten, så gik jeg i seng, og så vågnede jeg om morgenen,« fortalte Gauff.
Ifølge Essentially Sports skulle den amerikanske teenager for fem måneder siden have teaset lidt for, at det gik godt på kærlighedsfronten, da hun delte noget med en 'mystisk fyr'.
Hvem han er vides dog ikke, men Gauff fortalte efter sejren, at opkaldet til kæresten faktisk var en vigtig del af forberedelsen til lørdagens finale.
For hun ønskede ikke at lave den samme fejl, som hun gjorde sidste år ved French Open.
Her tog tankerne overhånd, og det endte med at ødelægge det hele for hende.
»Helt ærligt, så havde jeg slet ikke nogle af de tanker i går (fredag, red.). Det var det, jeg gjorde ved French. Jeg blev ved med at tænke på, hvad der ville ske, hvis jeg vandt.«
I sin takketale på banen lagde Gauff ikke skjul på, at det gjorde ondt at tabe den franske finale sidste år.
»Nederlaget i French Open-finalen var hårdt for mig, men Gud fik mig igennem, og det gør dette øjeblik bedre, end jeg kunne forestille mig. Gud giver mig styrke til at yde mit bedste, og så sker der, hvad der sker,« sagde hun på banen.
Coco Gauff vandt lørdagens finale ved US Open over Aryna Sabalenka med cifrene 2-6, 6-3, 6-2. På sin vej til finalen slog hun blandt andre Caroline Wozniacki ud.