Holger Rune spillede en rigtig skidt kamp, da han i anden runde i Canada fik store klø af spanier.

Holger Rune kunne ikke følge op på de ellers fine takter fra første runde ved ATP-turneringen i Montreal, da han onsdag stod over for den 31-årige spanier Pablo Carreño Busta.

Det danske tennistalent spillede en decideret skidt kamp og tabte klart med 0-6, 3-6 i en kamp, som varede under en time.

Carreño Busta rangerer som nummer 23 i verden tre pladser højere end Rune, men spanieren har tidligere været oppe som nummer 10 på ranglisten.

Den danske teenager kom helt skævt fra land og blev brudt allerede i første serveparti.

Hans rutinerede modstander formåede at fremprovokere mange fejl fra den danske ketsjer, og han udnyttede til perfektion den frustration, som allerede tidligt meldte sig hos Holger Rune.

Det blev et sæt direkte til glemmebogen for Rune, som indkasserede et såkaldt æg med cifrene 0-6 efter bare 22 minutters tennis.

Nu handlede det om at kunne nulstille i pausen inden andet sæt. Og det lykkedes udmærket.

Han fik sat det første parti på tavlen i egen serv fra start. Det var vigtigt, for at han ikke skulle knække mentalt fra start.

Men det var bare ikke Holger Runes dag i det sydøstlige Canada.

Ved 2-2 lavede han igen et par fejl, og Carreño Busta slog omgående til.

Spanieren brød til 3-2, og Rune kom aldrig i nærheden af det brud, som kunne åbne sættet og kampen op igen.

Carreño Busta var overlegen hele vejen igennem og sluttede symptomatisk for kampen af med at bryde danskeren.

19-årige Rune har haft det svært på bagkant af en stærk grussæson, som kulminerede med et stort gennembrud og en kvartfinaleplads i French Open.

Siden er det primært blevet til nederlag i første runde, og selv om han kom forbi 35-årige Fabio Fognini i første runde i Montreal, beviste opgøret mod Carreño Busta, at han fortsat har en del at arbejde med.

/ritzau/