Fem tidligere Grand Slam-vindere er tilbage på herrernes Tour - som trænere for giganter som Novak Djokovic og Roger Federer.

’Ansæt en tidligere Grand Slam-vinder og få succes’. Sådan lyder det nye mantra blandt verdens bedste mandlige tennisspillere åbenbart.

- Andy Murray viste vejen, da han i slutningen af 2011 ansatte Ivan Lendl. Efterfølgende vandt han flere af de titler, han manglede i sin samling. Blandt andet Wimbledon og US Open, siger den tidligere danske topspiller Tine Scheuer-Larsen, der udover at være træner i HIK også er ansat som tenniskommentator på TV3 Sport.

Før Australian Open, der blev indledt mandag nat i Melbourne, er der på det nærmeste gået inflation blandt topspillerne i at tilknytte tidligere Grand Slam-vindere:

Novak Djokovic har fået Boris Becker som træner. Roger Federer samarbejder med Stefan Edberg, mens Michael Chang, Sergi Bruguera og Goran Ivanisevic nu er ansat af henholdsvis Kei Nishikori, Richard Gasquet og Marin Cilic.

- Det bliver spændende at se, hvad de tidligere topspillere kan udrette på træningsbanen, siger Tine Scheuer-Larsen og tilføjer:

- Hvad angår Djokovic, tror jeg, at han med Becker på sidelinjen vil få sit spil tilført flere overraskende momenter.

Siden han vandt Australian Open i fjor, har han mistet førstepladsen på verdensranglisten, ligesom det ikke er blevet til flere Grand Slam-titler, end de syv han har i forvejen. Det er derfor en topmotiveret serber, der møder op i Melbourne.

Tine Scheuer-Larsen glæder sig også til at se, om svenskeren Stefan Edberg kan gøre Roger Federer til Grand Slam-vinder igen.

- Det er bestemt ikke umuligt. Hvad Federer måske mangler i fysisk styrke, kan han kompensere for på det tekniske plan. Edberg var serv/flugt-spiller. Mon Federer pønser på at blive det samme? Det bliver spændende at se, siger Tine Scheuer-Larsen.

Ifølge Boris Becker er den ny trend blandt topspillerne ’godt tænkt’.

- Ganske vist er det 20 år siden, at det var typer som mig, Edberg og Ivanisevic, der dominerede. Men vi spillede med samme materialer, som man gør i dag, så spillet er ikke væsentlig ændret i forhold til dengang. Derfor er vores erfaringer stadig brugbare, siger Boris Becker i et interview i det australske dagblad Sydney Morning Herald.

Imidlertid er ingen af sæsonens første fem ATP-turneringer blevet vundet af spillerne med nye trænere.

- Det er ikke tilfældigt. Det tager tid at lægge nye lag på sit spil, siger Tine Scheuer-Larsen, der dog forestiller sig, at såvel Novak Djokovic som Roger Federer når semifinalerne ved Australian Open.

- De har tidligere gjort det godt i Melbourne, og den ny inspiration fra eks-mestrene vil bære dem frem mod succes. Jeg forestiller mig, at semifinalerne kommer til at stå mellem Nadal-Federer og Djokovic-Ferrer, mens finalen bliver vundet af Nadal over Djokovic, siger Tine Scheuer-Larsen, der til gengæld mener, at sidste års tabende finalist Andy Murray ikke kommer i betragtning til titlen denne gang.

- Han blev opereret i ryggen i efteråret, og har endnu ikke genvundet topformen. Så selvom han ligger nummer fire på verdensranglisten, tror jeg ikke, at han kommer specielt langt i turneringen, siger Tine Scheuer-Larsen.

Hun har nærlæst lodtrækningen, og ærgrer sig på arrangørernes vegne over, at Rafael Nadal allerede i første runde bliver udfordret af hjemmebane-yndlingen Bernard Tomic.

- Det kan blive et brag af en kamp. Det australske talent har lige været i finalen i Sydney, mens Nadal for en uge siden vandt i Doha (Qatar ExxonMobil Open, red.). Det er altså to af Tourens mest formstærke, der kommer til at stå overfor hinanden, siger Tine Scheuer-Larsen.

Herresingle-finalen ved Australian Open spilles søndag 26. januar.