Dramaet har allerede stjålet alle overskrifter.

For den ordkrig, der tirsdag aften foregik i B.T.s spalter mellem den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki og TV 2's kommentator Peter Bastiansen, er nemlig gået verden rundt.

Først rystede TV 2's tennisekspert på hovedet af, at danskeren ikke har meldt ud om, hvorvidt hun har valgt at stoppe karrieren – eller om hun har tænkt sig at fortsætte, efter hun er blevet mor for tredje gang.

Kort efter skød Caroline Wozniacki så tilbage, da hun reagerede på B.T.s historie og angreb Bastiansen i en story på Instagram.

Og det er netop det angreb, der er blevet samlet op af adskillige medier verden over.

Eksempelvis hos britiske Daily Mail.

Caroline Wozniacki har ikke spillet en kamp siden US Open 2024.
Caroline Wozniacki har ikke spillet en kamp siden US Open 2024. FOTO: Matthew Stockman/AFP/Ritzau Scanpix

»Tidligere verdensetter beskylder tv-ekspert for at at mobbe hende,« lyder det hos mediet.

Også hos GB NEWS har angrebet trukket overskrifter.

»Tennisstrid. Wozniacki mener, at tv-ekspert har mobbet hende i 20 år,« står der.

Også hos vores svenske naboer er ordkrigen blevet opsnappet.

»Dansk stjerne angriber tv-ekspert,« skriver Aftonbladet.

Historien har desuden fundet vej til den anden side af Atlanten.

»Wozniacki kalder tv-ekspert for en klovn,« skriver US Magazine.

Det var tirsdag aften, at den danske tennisstjerne pludselig røg til tasterne efter TV 2-ekspertens kommentar.

Danskeren har endnu ikke meldt ud om et eventuelt karrierestop.
Danskeren har endnu ikke meldt ud om et eventuelt karrierestop. FOTO: Eduardo Munoz Alvarez/AP/Ritzau Scanpix

Det skete, efter han brugte ordet »useriøst« i forhold til danskerens manglende udmelding, og at det »vil være en parodi«, hvis hun vælger at gøre comeback.

Hertil skrev Wozniacki blandt andet:

»Det er nu mere end 20 år, hvor Peter Bastiansen har mobbet mig og angrebet min person i medierne og snakket om ting, han ikke har forstand på.«

»Peter, du er en klovn, og som 'tennis-ekspert' burde du kende reglerne. Det kan være svært at holde styr på dem, når man aldrig har spillet på et højt niveau selv.«

I den forbindelse nævnte Caroline Wozniacki i øvrigt en særlig detalje, der kan blive altafgørende for et eventuelt comeback.

Det kan du læse mere om LIGE HER.