Verdensetteren Aryna Sabalenka er sikkert videre til tredje runde i Australian Open.

Den belarusiske turneringsfavorit vandt onsdag med 6-3, 6-1 over den kinesiske kvalifikationsspiller Zhuoxuan Bai.

Alt tydede i første omgang på, at det skulle blive en hurtig affære, efter at Sabalenka på omkring et kvarter havde bragt sig foran med 5-0 i første sæt, men så meldte problemerne sig.

Bai, der er nummer 702 på verdensranglisten, fandt sig pludselig bedre til rette på den store Rod Laver Arena med plads til små 15.000 tilskuere.

Kineseren fik styr på returneringerne og reducerede til 1-5. Herefter fulgte et kinesisk servegennembrud og kort efter en reducering til 3-5, mens Sabalenka var tydeligt frustreret over den pludselige modgang.

Favoritten var dog fortsat oppe med et enkelt servegennembrud, så hun havde stadig de bedste kort på hånden. I egen serv lykkedes det dog først Sabalenka at lukke sættet på den tredje sætbold.

Zhuoxuan Bai bød fortsat Sabalenka på fin modstand i begyndelsen af andet sæt, uden at det dog kunne aflæses på resultattavlen.

Da belaruseren var kommet foran med 2-0, kom favoritten nemmere til sine point, og hun kørte sikkert sættet hjem.

I tredje runde skal Sabalenka op mod briten Emma Raducanu eller polske Anastasia Potapova. De mødes senere på onsdagen.

I fjerde runde kan verdensetteren potentielt møde danske Clara Tauson, hvis begge spillere holder deres seedninger og vinder deres kampe.

Tauson møder onsdag i anden runde usbekeren Polina Kudermetova.

Trods nederlaget kan Zhuoxuan Bai se tilbage på en fin indsats i Melbourne, hvor hun først kæmpede sig gennem tre kvalifikationskampe, inden hun leverede en overraskelse i første runde.

Den 23-årige kineser vandt i første runde i tre sæt over russeren Anastasia Pavlyuchenkova, der nåede kvartfinalen i Australian Open for et år siden.

/ritzau/