Roger Federer vil ikke spille opvarmningsturneringer på grus før French Open, siger hans agent.

Grussæsonen bliver igen i år meget kort for tennisstjernen Roger Federer.

Schweizeren kommer nemlig kun til at spille en enkelt turnering på det røde underlag - grand slam-turneringen French Open i Paris.

Det fortæller hans agent, Tony Godsick, til Reuters.

- Planen er, at han kun spiller French Open, siger agenten.

I 2017 og 2018 spillede han overhovedet ingen grusturneringer, mens han sidste år deltog i de store grusturneringer i Rom og Madrid som opvarmning til French Open.

Federer har tidligere udtalt, at han har skåret kraftigt ned på antallet af grusturneringer som et middel til at forlænge karrieren.

Den strategi giver ham dog en anden udfordring, når han alligevel stiller til start i sæsonens største grusturnering. Han kommer nemlig ikke til at være i kamptræning.

French Open begynder 25. maj, men Federers sidste opvarmningsturnering er Miami Masters, som spilles på hardcourt og slutter med en finale 5. april.

38-årige Roger Federer har vundet 20 grand slam-turneringer i karrieren, men kun en af sejrene er hentet på det røde grus i Paris, da han vandt French Open i 2009.

/ritzau/