Sammen med tyske Tim Puetz strøg Frederik Løchte helt til tops i BMW Open i München.

Tennisspilleren Frederik Løchte kan for tredje gang i karrieren rejse hjem fra en ATP-turnering med en pokal i kufferten.

Den 35-årige dansker strøg sammen med sin tyske makker Tim Puetz helt til tops i herredouble i grusturneringen BMW Open i München efter en sikker finalesejr.

Modstanderne, Marcelo Demoliner fra Brasilien og Divij Sharan fra Indien, blev besejret med de sikre cifre 6-4, 6-2 i en kamp, der varede lidt over en time.

Det begyndte ellers halvskidt for den dansk-tyske duo, der tabte sit første serveparti og kom bagud 0-2 i første sæt.

Løchte og Puetz brød dog omgående tilbage og fulgte senere op med endnu et servegennembrud, der afgjorde sættet.

I andet sæt fik parret for alvor fat, da først Dermoliner og Sharan havde vundet det første parti.

Løchte og Puetz snuppede de følgende fem partier på stribe og bragte sig dermed foran 5-1.

Det lykkedes modstanderne at holde deres serv og dermed reducere til 2-5, men umiddelbart efter kunne Løchte og Puetz serve afgørelsen hjem.

To gange tidligere har Løchte vundet en doubleturnering på højeste niveau. Første gang i 2012, da han sensationelt vandt Wimbledon med briten Jonathan Marray.

I januar 2014 fulgte endnu en sejr, da Løchte sammen med svenske Jonas Brunström vandt Chennai Open i Indien.

Søndagens finale var danskerens anden i denne sæson. I april tabte han sammen med hollænderen Matwé Middelkoop slutkampen i Grand Prix Hassan II i Marokko.

/ritzau/