Det er ikke utænkeligt, at French Open for andet år i træk bliver udskudt som følge af coronarestriktioner.

Grand slam-tennisturneringen French Open kan blive udskudt for andet år i træk.

Det har Frankrigs sportsminister, Roxana Maracineanu, varslet, efter at landet lørdag gik ind i en ny nedlukning som følge af coronapandemien.

French Open skal efter planen løbe af stablen fra 23. maj, men sportsministeren er i dialog med det franske tennisforbund, der arrangerer turneringen.

- Vi er i samtaler med dem for at se på, om vi skal ændre datoen, så den falder sammen med genoptagelsen af al sport og store begivenheder, siger Roxana Maracineanu.

Den professionelle sport i Frankrig er ellers i vid udstrækning sluppet udenom de forskellige restriktioner, der skal begrænse coronasmitten.

Cykelløbet Paris-Roubaix er en undtagelse.

Løbet er således udskudt fra sin oprindelige dato 11. april til 2. oktober for kvinderne og 3. oktober for herrerne.

Præsident Emmanuel Macron varslede onsdag, at han forventer en form for genåbning af landet i midten af maj.

French Open blev også udskudt sidste år. Her blev turneringen afviklet fra 27. september til 11. oktober.

Ved den lejlighed løb Rafael Nadal med sejren i herrernes singleturnering, mens Iga Swiatek tog kvindernes trofæ.

/ritzau/Reuters