Frankrig vandt lørdagens double og reducerede dermed til 1-2 i Davis Cup-finalen mod favoritten Kroatien.

Spændingen er bevaret til sidstedagen af årets Davis Cup-finale, der er den sidste efter det nuværende koncept.

I lørdagens double vandt Frankrig og reducerede dermed Kroatiens samlede føring til 1-2 i den franske by Lille.

Kroaterne sejrede i fredagens to singler og kunne altså sikre trofæet lørdag, men franske Pierre-Hugues Herbert og Nicolas Mahut ville det anderledes og besejrede Ivan Dodig og Mate Pavic med cifrene 6-4, 6-4, 3-6, 7-6.

I de to første sæt var et enkelt servegennembrud nok til at vinde sættet for franskmændene, der brød til henholdsvis 4-3 og 5-4 i de to sæt.

Derfor lignede det også en afgørelse, da de brød til 1-0 i tredje sæt, men denne gang svarede kroaterne tilbage med to brud, så de vendte 1-3 til sætsejr på 6-3.

I fjerde sæt holdt begge par serv, men den franske konstellation fik en stor åbning til at bryde ved stillingen 5-4, da den i modstanderens serv kom foran 40-0 og dermed havde tre matchbolde, men de blev alle smidt på gulvet.

I stedet udlignede kroaterne til 5-5 og fremtvang siden tiebreak ved 6-6. Her tog det franske par endelig stikket hjem med 7-3.

Søndag er de to afsluttende singler på programmet, og her er kroaterne favorit til at hjemføre trofæet.

I den første single søndag skal verdens nummer syv, Marin Cilic, møde franske Jeremy Chardy, der rangerer som nummer 40 i verden.

I den anden tørner Borna Coric og Jo-Wilfried Tsonga efter planen sammen. Det er dog muligt at udskifte spillere.

/ritzau/