Nyheden om Caroline Wozniackis karrierestop har været fredagens helt store nyhed. Ikke kun i sportens Danmark, men også i udlandet.

Derfor var det en mindre overrasket Michael Tauson, tidligere tennisspiller og nuværende ekspert, som B.T. har fanget til en snak om den danske tennisstjernes kommende farvel til tennis.

»Jeg troede faktisk, hun ville tage US Open eller i hvert OL med. Det havde jeg i hvert fald håbet på, for niveauet til at fortsætte er der jo stadig,« forklarer han og fortsætter:

»Men det handler også om lyst og motivation, og dér tror jeg bare, at tiden var den rigtige for hende. Hun har så meget erfaring. og jeg er sikker på, at det er en velovervejet beslutning. Alle har jo lidt vidst, at det (stoppet, red.) ville være snart. Men at det sker så tidligt, det overrasker mig alligevel en smule.«

Caroline Wozniacki vandt Tour Finals i 2017 med sejr over stjernen Venus Williams.
Caroline Wozniacki vandt Tour Finals i 2017 med sejr over stjernen Venus Williams. Foto: ROSLAN RAHMAN
Vis mere

Når Michael Tauson så alligevel vender og drejer stoppet i sit hoved, tror han på, at det er helt bevidst, at hun vil slutte sin karriere i Australien.

»Hun har så gode minder derfra, og jeg er sikker på, at hun går efter at slutte godt af. Det er lidt langt at tage til Australian bare for at vinke og så stoppe. Men måske går hun hele vejen. Det kunne eddermame være sjovt,« griner Tauson.

I 2018 gik Caroline Wozniacki hele vejen og vandt grand slam-turneringen. Og Michael Tauson udelukker da ikke helt, at det sker igen. Men det kommer næppe til at ændre noget.

»Hun vil sikkert også værne om sit brand, og jeg kunne forestille mig, at hun gerne ville stoppe på toppen.«

Ved OL i 2016 var Caroline Wozniacki tilmed fanebærer for Danmark.
Ved OL i 2016 var Caroline Wozniacki tilmed fanebærer for Danmark. Foto: KAI PFAFFENBACH
Vis mere

Kunne hun ikke været blevet på toppen, hvis hun var fortsat?

»Der er svært at vurdere. Det kunne hun godt, men hun har måske også tænkt, at der kommer flere og flere unge spillere til, og det kunne blive svært. Men igen, det handler om lyst og motivation. Og jeg tror, hun har gjort det, fordi det er det rigtige tidspunkt for hende.«

I det større perspektiv slår Michael Tauson fast, at det er én af de helt store, som Sports-Danmark snart tager afsked med.

»Caroline har betydet alt for dansk tennis og idræt. Hun har vist det mange gange. Men hun har også snakket længe om at få børn, og hun lytter måske bare til andre ting nu.«