Den franske teenager Diane Parry stod for en overraskelse, da hun slog den forsvarende French Open-mester ud.

Barbora Krejcikova, der er forsvarende French Open-mester, røg overraskende ud i første runde af den franske grand slam-turnering.

Den andenseedede tjekke, der er nummer to i verden, tabte 6-1, 2-6, 3-6 til franske Diane Parry, nummer 97 i verden.

Krejcikova havde ikke spillet en tenniskamp siden en kamp i Doha i slutningen af februar. Siden har tjekken døjet med en skade i højre albue.

I mandagens kamp leverede hun hele 45 uprovokerede fejl mod den blot 19-årige teenager.

Det var første gang, at Parry mødte en spiller fra top-10, og det var første gang, at hun vandt over en spiller i top-50.

Tidligere mandag gik den førsteseedede polak, Iga Swiatek, videre til anden runde, da hun vandt 6-2, 6-0 over ukrainske Lesia Tsurenko.

Verdensetteren, som vandt French Open i 2020 uden at tabe et sæt, er inde i en stime på 29 sejre i træk. 20-årige Swiatek har vundet sine seneste fem turneringer.

»Jeg vil bare have det til at fortsætte. Jeg er klar over, at min stime en dag stopper,« siger Swiatek.

/ritzau/