Holger Rune tog for nylig sin største sejr i karrieren.

Det gjorde han, da han tog titlen i ATP-turneringen BMW Open i München, og nu venter der snart flere nye oplevelser for den lovende dansker.

Den 19-årige danske tenniskomet annoncerer nemlig, at han også stiller op i double ved French Open, der starter om otte dage den 22. maj.

Det er første gang i karrieren, at Holger Rune stiller op i double på seniorniveau ved en Grand Slam-turnering.

Danskeren jagter succes ved den franske grusturnering med den portugisiske tennisspiller Francisco Cabral, der er nummer 75 på double-verdensranglisten, hvilket er det højeste, portugiseren har prøvet at ligge i karrieren.

På single-ranglisten ligger 25-årige Cabral nummer 956, hvilket forholder sig helt omvendt for Rune.

Den danske tennisstjerne, der er nummer 42 på verdenranglisten, er således nummer 465 på double-listen.

Selv om der er forholdsvist kort tid til, at det går løs ved French Open, så har Rune en turnering i kalenderen inden da.

I Lyon venter der fra søndag en ATP 250-turnering, og her møder Rune franske Arthur Rindeknech, der er nummer 63 på verdensranglisten.

Holger Rune gik tidligere på ugen forbi selveste Roger Federer på verdensranglisten, og han nærmer sig for tiden den bedste danske placering på herrernes verdensrangliste nogensinde.

Rekorden er sat af Kenneth Carlsen, der i 1993 nåede op på 41.-pladsen, så med succes og vind i ryggen på gruset i Frankrig, kan Rune måske skrive dansk tennishistorie inden længe.

Andre læser også