Caroline Wozniackis store drømme hænger slet ikke sammen med at spille så få turneringer, mener ekspert.
Slået af en kvalifikationsspiller.
Det er fem år, siden den tidligere verdensetter Caroline Wozniacki sidst led den skæbne, og dengang var det til en vis Iga Swiatek, der siden er nået til tops i tennisverdenen. Onsdag morgen dansk tid røg ud hun ud af Australian Open, og det kan hun takke sig selv for, mener TV 2s tennisekspert Peter Bastiansen.
»Man kan ikke forvente, at man kan holde en pause på 3,5 år, så spille tre turneringer i USA i august og september, og så holder hun yderligere næsten fire måneders pause. Så får hun en kamp i Auckland og en halv kamp for et par dage siden – så kan man ikke være med på det her niveau,« siger han til B.T.
»Man kan ikke holde de lange pauser. Hvis hun vil det her, så er hun nødt til at spille flere turneringer. Ellers har jeg svært ved at forestille mig, at hun nogensinde kommer i nærheden af de mål, som hun har fortalt om.«
Jeg hører dig næsten sige, at det ikke er helhjertet nok, og det virker jo mærkeligt, når man taler om Wozniacki, der har dedikeret så stor en del af sit liv til sporten, men er det sådan, jeg skal forstå det?
»Ja, det kan du godt sige. Hvis man ser tilbage på hendes flotte karriere, så var hun tidligere den, der spillede allerflest turneringer. Hun spillede jo fandeme dobbelt så mange som Serena Williams. Nu er hun gået helt modsat og spiller måske ti turneringer på et år.«
»Når hun har den alder som hun har og spiller så få turneringer, så kan hun ikke være med. Hun har hverken kamprutine eller fysikken i orden, og det, synes jeg, var tydeligt. Hun går jo fuldstændig død efter halvandet sæt.«
Forventer du, at hun vil øge frekvensen af turneringer?
»Nej, hun har jo meldt, at nu holder hun en måneds pause og er først tilbage til Indian Wells og Miami.«
»Så tror hun igen, at hun kan være med, og der hun kan da nok godt vinde nogle kampe, men når hendes mål er at vinde turneringer og store af slagsen, så kan jeg slet ikke se, at det hænger sammen. Desværre, for jeg kan rigtig godt lide Caroline.«
Wozniacki har selv afvist, at de få kampe skulle være et problem.
Dog kan der hurtigt opstå et af slagsen, hvis hendes goodwill eller evne til at tiltrække et stort publikum slipper op, vurderer Bastiansen.
»Hun har et fantastisk image og er ekstremt vellidt, men hun lever af at få wildcards til de store turneringer, men man kan kun forsvare at give hende det, hvis hun leverer nogle resultater. Ellers kan man lige så godt give dem til de unge, der er på vej frem.«
»Hvis jeg sad som turneringsdirektør, så ville jeg spørge mig selv: Bruger jeg de her wildcards rigtigt? Skal jeg give et til en 33-årig, der spiller på halvtid eller deltid, eller hvad vi nu skal kalde det, eller skal jeg give det til en 18-årig, der har en stor juniorkarriere og på sigt har potentialet til at blive blandt de ti bedste?«
»Det er deres dilemma, men jo flere kampe hun taber hurtigt, jo mindre sandsynligt er det, at et wildcard falder hendes vej.«
Der er dog to danskere tilbage i den store turnering.
Holger Rune åbner torsdagens aftenprogram mod den franske wildcard-spiller Arthur Cazaux, og lige efter skal Claras Tauson spille mod Victoria Azarenka. Begge kampe er på anlæggets næststørste bane – Margaret Court Arena.
Runes kamp begynder torsdag morgen klokken 9 dansk tid og kan følges på bt.dk.