Kevin Anderson blev ved med at tro på sejren, selv om han var langt bagud i kampen mod Roger Federer.

London. Tilskuerne fik noget for pengene og lidt til, da sydafrikanske Kevin Anderson i et bemærkelsesværdigt comeback trodsede alle odds og sendte Wimbledon-mester Roger Federer ud.

Federer var oppe 2-0 i sæt og havde også en matchbold i kvartfinaleopgøret, men 32-årige Anderson fuldførte overraskelsen i den dramatiske femsætter, som endte 2-6, 6-7, 7-5, 6-4, 13-11 i Andersons favør.

- Da jeg var nede med to sæt, forsøgte jeg bare at kæmpe. At slå Roger Federer her i Wimbledon vil jeg altid huske. Specielt i sådan en tæt kamp, siger Kevin Anderson.

- Jeg blev ved med at sige til mig selv, at jeg skulle tro på det. Jeg sagde, at dagen i dag (onsdag, red.) skulle være min dag, siger sydafrikaneren.

Nederlaget i kvartfinalen var Federers tidligste exit fra turneringen, siden han højst overraskende tabte til Sergiy Stakhovsky i anden runde i 2013.

Federer havde da heller ikke forventet at tabe til til den ottendeseedede sydafrikaner.

- Nogle gange er følelsen ikke god, og så forsøger man sit bedste. I dag (onsdag, red.) var en af de dage. Det havde jeg ikke set komme, siger Federer.

- Der var øjeblikke, hvor jeg var god. Jeg følte, jeg læste hans serv, men i andre momenter anede jeg ikke, hvor fanden jeg var på vej hen, siger Federer.

Federer har vundet 20 grand slam-titler, og han jagtede sin anden Wimbledon-triumf på stribe efter sejren sidste år.

Anderson har stadig sin første grand slam-triumf til gode, men han nåede finalen i US Open sidste år.

Med onsdagens sejr blev 32-årige Anderson den første sydafrikaner siden Kevin Curren i 1983 til at nå semifinalen i Wimbledon.

/ritzau/AFP