Med en finalesejr over David Goffin tog Roger Federer sin sejr nummer ti i ATP-turneringen i Halle.

Roger Federer generobrede søndag tronen i ATP-turneringen i Halle.

Her vandt den schweiziske tennisstjerne, der ligger nummer tre på verdensranglisten, den tyske turnering for tiende gang efter en finalesejr over belgiske David Goffin, nummer 33 på verdensranglisten, med cifrene 7-6, 6-1.

Det var Federers 13. finaleoptræden i Halle Open, og schweizeren revancherede med søndagens sejr sidste års nederlag i finalen til Borna Coric.

Med sejren i græsturneringen, der udløser en præmiecheck på 3,2 millioner danske kroner, viser schweizeren også, at han er i god form inden Wimbledon, der afvikles i starten af juli.

Første sæt var en tæt affære. Begge spillere formåede at holde deres udlæg igennem hele sættet, og så skulle det afgøres i tiebreak.

David Goffin havde ellers tre muligheder for at bryde Federers serv i kampens femte parti, men schweizeren holdt stand.

I tiebreak vandt Federer overbevisende med 7-2 og kunne dermed sætte første sæt på kontoen.

Schweizeren startede andet sæt med at bryde Goffins serv efter et maratonparti, og så var kursen mod sejr for alvor blevet sat.

Den afveg Federer ikke fra. Det blev til yderligere to servebrud, hvoraf det sidste var til 6-1, og så udbyggede schweizeren sin i forvejen imponerende rekord for flest sejre i den tyske turnering.

Roger Federer vandt Halle Open for første gang i 2003 og fulgte op ved også at vinde de efterfølgende tre år.

Schweizeren tog sin femte sejr i turneringen i 2008, hvorefter der gik fem år, før han påbegyndte det, der endte med et blive et hattrick af sejre i 2013, 2014 og 2015.

Sidst, Federer vandt Halle Open, var i 2017.

Ud over de mange titler i single, så har han også været i finalen i double to gange, hvoraf den ene blev vundet i 2005 sammen med landsmanden Yves Allegro.

/ritzau/