Han havde ikke behøvet at love det dengang.

Men tennis-ikonet Roger Federer kunne ikke sige nej, da han for fem år siden fik et spørgsmål fra drengen Izyan 'Zizou' Ahmad.

Den unge fyr læste sirligt op fra sit papir, da han mødte schweizeren.

»Vil du ikke nok blive ved med at spille, så jeg kan dyste mod dig om otte-ni år, når jeg bliver professionel?«

Svaret var ja, og så gik tiden sin gang.

Mandag udkom der så en video, hvor drømmen gik i opfyldelse for den håbefulde gut, og gensynet har vakt genlyd på tværs af alle kontinenter.

Videoen er blevet set omkring ti millioner gange, og det virale potentiale er ikke til at tage fejl af.

'Når den bedste nogensinde laver en aftale, så holder han den. Det er det, der gør ham til så stort et idol,' skriver 'Zizou' på Twitter.

'Tak, Federer, for den bedste dag i mit liv og for disse minder. Jeg er evigt taknemmelig.'

Den 41-årige schweizer har været inaktiv længe, men står til at vende tilbage til banen i slutningen af september.