Roger Federer er klar til kvartfinalen i ATP-turneringen i Madrid efter en kneben sejr over Gaël Monfils.

Den schweiziske tennisstjerne Roger Federer rundede en imponerende milepæl, da han torsdag spillede sig videre til kvartfinalen i ATP-turneringen i Madrid.

Her slog Federer franske Gaël Monfils i tre sæt med cifrene 6-0, 4-6, 7-6, hvilket var schweizerens sejr nummer 1200 i karrieren.

Kun legendariske Jimmy Connors har vundet flere kampe end den schweiziske stjerne. Amerikaneren, der var på sit højeste i 1970'erne og 80'erne, vandt 1274 kampe i ATP-regi.

Federer, der ligger nummer tre på verdensranglisten, var dog presset til det yderste mod Monfils. Schweizeren overlevede således to franske matchbolde, inden kvartfinalebilletten kom i hus.

Roger Federer, der spiller sin første grusturnering i tre år, skal i kampen om en plads i semifinalen i Madrid Open møde østrigske Dominic Thiem.

Hvis det lykkes Federer at slå Thiem, kan verdensetteren Novak Djokovic vente i semifinalen. Serberen spillede sig tidligere torsdag i kvartfinalen ved at slå franske Jeremy Chardy i to sæt.

Rafael Nadal, der har vundet Madrid Open fem gange, er også kvartfinaleklar. Spanieren besejrede torsdag amerikanske Frances Tiafoe i to sæt med cifrene 6-3, 6-4.

I kvartfinalen skal spanieren møde schweiziske Stan Wawrinka.

/ritzau/