I 2003 vandt Roger Federer og Serena Williams Wimbledon. I denne weekend kan de gentage bedriften 16 år efter.

Året var 2003, da både herresingle- og damesinglerækken i Wimbledon fik helt unge vindere.

Således var både Roger Federer og Serena Williams bare 21 år, da de i deres respektive finaler slog henholdsvis Mark Philippoussis og Venus Williams.

16 år er gået, og når denne weekend byder på finaler i den traditionsrige turnering, kan de to triumfatorer atter hedde Federer og Williams. Først skal de dog lige besejre henholdsvis Novak Djokovic og Simona Halep.

- Det er helt sikkert usædvanligt, en smule underligt. Nu har vi ikke vundet endnu, men det er allerede specielt for os begge. Jeg håber, at det vil ske for nogen igen at opleve finaler med så mange år imellem, siger Roger Federer.

Han og Serena Williams er allerede de to spillere, der har vundet grand slam-turneringer med flest år imellem.

14 år og 7 måneder gik der imellem Federers første Wimbledon-triumf i 2003 og Australian Open-titlen i 2018. Derefter følger hos herrerne Rafael Nadal, der har 14 år imellem French Open-titlerne i 2005 og 2019.

Serena Williams vandt sin første grand slam-turnering ved US Open i 1999 og tog den seneste i Australian Open i 2017. Der er hele 17 år og 5 måneder imellem.

- Serena fik sit gennembrud endnu tidligere end mig. Det er utroligt, hvad hun har været i stand til. Hun kan skrive historie lørdag. Det vil være meget, meget specielt for både hende og kvindetennis som helhed, siger Federer.

Han hentyder til, at Williams med en sejr i finalen over Halep kan tangere Margaret Courts 24 grand slam-titler i single.

Williams har vundet syv af sine grand slam-titler i Wimbledon. Federer kan med en sejr i søndagens finale nå ni titler.

- Jeg havde ikke forventet at stå her i en finale 16 år efter min første sejr. Det er meget surrealistisk, men fantastisk at være i finalen igen. Det betyder meget for mig, siger Federer.

Lørdagens kvindefinale begynder klokken 15 dansk tid. Herrernes finale har samme starttidspunkt søndag.

/ritzau/