Roger Federer kan vinde sin singletitel nummer 100 ved herrernes sæsonfinale i London.

Når det Roger Federer søndag tager hul på herrernes sæsonfinale i London, kan det schweiziske tennisikon ikke blot vinde den prestigefyldte titel for syvende gang. Han kan samtidig tage sin turneringssejr nummer 100 i single.

Den 37-årige Federer går dog ikke så meget op i, om han lige netop runder den magiske milepæl i London.

- Det betyder ikke så meget, hvor jeg vinder min titel nummer 100, så længe det kommer til at ske på et tidspunkt, siger Roger Federer.

- Det bliver spændende. Jeg tror, at hvis jeg vinder her, kommer det mere til at handle om, at jeg har vundet sæsonfinalen, end at jeg har vundet 100 titler.

Med sine seks triumfer i sæsonfinalen er han rekordholder foran Ivan Lendl, Pete Sampras og Novak Djokovic, der alle har vundet fem gange. Sidstnævnte kan altså tangere Federers seks titler, mens Federer kan udbygge sin føring.

- Jeg elsker at spille denne turnering. Det har jeg gjort, siden jeg kvalificerede mig første gang i 2002. Det var et stort højdepunkt i min karriere at nå blandt årets otte bedste for første gang, siger Federer.

Han er andenseedet i turneringen og møder i sin første gruppekamp japaneren Kei Nishikori søndag aften. Forinden tørner Kevin Anderson fra Sydafrika og østrigeren Dominic Thiem sammen i den samme gruppe.

Den anden gruppe tæller serberen Novak Djokovic, John Isner fra USA, tyske Alexander Zverev samt kroaten Marin Cilic.

/ritzau/AFP