Roger Federer slog Richard Gasquet for 18. gang, da han tog hul på grusturneringen Madrid Open.

Tennisikonet Roger Federer vandt i overbevisende stil, da han tirsdag spillede sæsonens første kamp på grus.

Schweizeren, der var oversidder i første runde, vandt i anden runde med cifrene 6-2, 6-3 over franske Richard Gasquet i Madrid Open.

Gasquet er lidt af en favoritmodstander for Federer, der nu har vundet 18 ud af 20 indbyrdes opgør. Med tirsdagens sejr har han vundet de seneste 22 spillede sæt mod Gasquet.

Tirsdag var Federer ovenpå fra start og bragte sig foran med 3-0 med et enkelt servegennembrud. Han brød endnu en gang til sætsejr 6-2.

I andet sæt fulgte franskmanden bedre med, men Federer udnyttede sættets første breakbold til at bringe sig på 5-3. Derefter servede han kampen hjem efter blot 54 minutter på banen.

Også topseedede Novak Djokovic kom nemt videre fra anden runde. Den serbiske verdensetter slog Taylor Fritz med 6-4, 6-2.

Andenseedede Rafael Nadal skal først i aktion onsdag.

Turneringen i Madrid er en af de såkaldte Masters 1000-turneringer, der rangerer lige under de fire grand slam-turneringer.

Den næste grand slam-turnering er på grus i French Open, der begynder 26. maj.

/ritzau/