Den 39-årige Roger Federer melder fra til forestående turnering og vender tilbage til træningsbanerne.

Den schweiziske tennisspiller Roger Federer har besluttet at trække sig fra en forestående ATP-turnering i Dubai. Det meddeler han i et tweet natten til fredag.

Den 39-årige Federer deltog i denne uge i sin første turnering i over et år, men tabte torsdag i sin anden kamp i Qatar Open.

- Jeg har besluttet, at det vil være bedst at vende tilbage til træning, og derfor har jeg besluttet at trække mig fra Dubai i næste uge, skriver han i et tweet uden at komme med en nærmere forklaring.

Den 20-dobbelte grand slam-vinder har holdt pause i 13 måneder på grund af knæproblemer.

I sit comeback i Qatar Open denne uge besejrede han i sin første kamp briten Daniel Evans i tre sæt efter en solid indsats.

Federer formåede dog ikke at overvinde den næste forhindring i form af Nikoloz Basilashvili fra Georgien, som torsdag besejrede den tidligere verdensetter i tre sæt.

Federers afbud til turneringen i Dubai kommer, dagen efter at hans mangeårige rival Rafael Nadal torsdag oplyste, at han havde afslået en invitation til turneringen, fordi han er ved at komme sig efter en rygskade.

/ritzau/