Caroline Wozniacki har med få undtagelser haft sin far, Piotr, ved sin side i hele sin tenniskarriere - i tykt og tyndt.

Og så går bølgerne selvfølgelig højt, hvilket de gjorde, da den danske tennisspiller mandag spillede andenrundekamp mod Carla Suárez Navarro i Madrid Open.

Undervejs i kampen, ved stillingen 6-4, 1-2 til Navarro, gik Piotr ned til sin datter, som han så ofte gør, for at vejlede hende og rette op på spillet, og her udtrykte Caroline Wozniacki sin klare utilfredshed med sin far, fordi han ikke virkede interesseret i spillet på banen. TV2 har oversat hele samtalen, der som altid foregik på polsk, mellem far og datter:

Piotr: »Hør her, hvad jeg vil sige.«

Caroline: »Keder du dig, når du sidder her?«

Piotr: »Nej, hvorfor siger du det?«

Caroline: »Fordi du hele tiden sidder sådan her:«

Piotr: »Jeg sidder og spekulerer over...«

Caroline: »Jeg er ligeglad.«

Piotr: »Du er ligeglad, så du skal høre, hvad jeg har at sige.«

Caroline: »Når jeg ser dig sådan, er jeg...«

Piotr: »Okay, jeg er positiv.«

Caroline: »Når jeg ser dig sidde som en mumie, får du mig til at miste modet.«

Piotr: »Godt, nu skal jeg sige, hvordan det er. (Herefter følger et par taktiske råd, inden frustrationerne melder sig igen). De første bolde, der må du se, hvad der sker med dem, Caroline. Hør her, det er ikke det, jeg mener.«

Caroline: »Lortespil.«

Piotr: »Hør nu, hvad jeg siger.«

Caroline: »Du behøver ikke at råbe.«

Piotr: »Ved de første bolde står hun langt væk og går dine server i møde. Og spiller boldene med meget skrue.«

Caroline: »Godt, jeg forstår.«

Piotr: »Så du skal passe på. Når hun spiller boldene, skal du søge væk og spille det samme. Og når du bruger baghånden, skal du ikke gå væk fra baglinjen.«

Herefter vandt Caroline Wozniacki godt nok sættet 6-2, men endte med at tabe kampen 4-6, 6-2, 2-6. Siden har hun også meldt fra til den kommende WTA-turnering i Rom med en skadet skulder.