Lars Christensen og Holger Rune går hvert til sit.
Det slår den danske tennisstjernes mor og manager, Aneke Rune fast over for B.T. og afslører også, hvornår beslutningen blev truffet.
»Efter fiaskoen i Kina var det meget klart, da han valgte at tage hjem til Danmark og ikke træne med Holger,« lyder det fra hende.
Efterfølgende gjorde Runes mangeårige træner det klart, at han ikke ønskede at fortsætte i en konstellation med Boris Becker, som er det nyeste skud på trænerstammen hos den 20-årige dansker.
Christensen var i lang tid den eneste træner Rune havde, men han var også med fra tid til anden, da Patrick Mouratoglou havde ansvaret for Runes træning.
Efter farvellet til franskmanden blev det meldt ud, at Christensen skulle tilbage i folden, men det holdt ikke længe.
Der er dog ingen sure miner, slår Aneke Rune fast.
»Lars vil altid være Lars for Holger. Han er en dygtig teknisk træner. Og han har opbygget et godt cv sammen med Holger, så det er ikke unaturligt han måske ønsker at prøve noget andet.«
Lars Christensen skal i stedet træne Clara Tauson, og de har allerede har taget hul på samarbejdet.
»Efter Kina har Clara trænet først i Frankrig med mig og efterfølgende på KB med assistance fra velkendte navne så som Jacob Holst, Frederik Løchte og Lars Christensen. Claras form er med pil opad,« lyder det optimistisk fra hendes far, Søren Tauson, i en sms til B.T.
Imens forsøger Boris Becker og Rune at ride videre på den bølge, de har været på, siden deres parløb begyndte.
I første omgang gælder det sæsonfinalen, hvor Rune er kvalificeret som en af årets otte bedste spillere.