For fjerde gang i træk vandt Europa over resten af verden i Laver Cup, der løb af stablen i Boston.

Verdensholdet fik ikke et ben til jorden.

Natten til mandag dansk tid vandt Europa sit point nummer 14 ved tennisturneringen Laver Cup og løb dermed med en knusende sejr.

Verdensholdet lykkedes med at vinde blot et enkelt point, og derfor sluttede turneringen, som blev spillet i amerikanske Boston, med en europæisk sejr på hele 14-1.

Laver Cup er blevet spillet fire gange og er en turnering for herrespillere. Den løber af stablen over tre dage, og et europæisk hold møder et hold sammensat af spillere fra resten af verden. Europa har vundet alle fire gange.

Den svenske tennislegende Björn Borg har stået for at udtage det europæiske hold, mens amerikanske John McEnroe har stået i spidsen for resten af verden.

Russiske Andrey Rublev og tyske Alexander Zverev nedlagde amerikanske Reilly Opelka og canadiske Denis Shapovalov med 6-2, 6-7, 10-3 i turneringens sidste doublekamp.

Egentlig var der tre kampe mere på programmet natten til mandag, men det var ikke nødvendigt at gennemføre dem, fordi Europas føring var så stor.

- Stillingen var 14-1, men det kunne være gået begge veje i store dele af turneringen, siger Alexander Zverev.

- Vi har arbejdet hårdt hele ugen. Den gruppe, der udgør holdet, har været helt fantastisk. Vi rykkede tættere sammen, og jeg kan ikke vente, til vi skal spille i London næste år, siger tyskeren.

Ifølge turneringsformatet tildeles der ét point ved en sejr på førstedagen og to point på andendagen, mens man på sidstedagen får tre point for en sejr.

Udover Rublev og Zverev bestod det europæiske hold af spillere som Stefanos Tsitsipas, Daniil Medvedev og Matteo Berrettini.

Verdensholdet stillede, udover Opelka og Shapovalov, med folk som John Isner, Felix Auger-Aliassime og Nick Kyrgios. Sidstnævnte slog fast, at han for sidste gange har deltaget i Laver Cup.

/ritzau/