Et blik fra Wozniacki slog ham ud: 'Jeg er med andre ord overflødig'

I begyndelsen af 2014 blev Michael Mortensen hentet ind som ny træner for Caroline Wozniacki.

Kort tid inden var hans forgænger, Thomas Högstedt, blevet fyret. Svenskeren fik kun tre måneder på posten.

Dette er et uddrag fra selvbiografien 'Grus', der udkommer den 28. september på forlaget People’s Press. Bogen er skrevet i samarbejde med Peter Pilegaard.

Vi kommer ind på det tidspunkt, hvor Michael Mortensen netop er ankommet til Dubai i 2014 og skal træne Caroline Wozniacki for første gang som hendes nye træner.

»Træningerne er gode,« siger Caroline. Hun har ret. Vi har det sjovt. Men efterhånden som dagene går, og nyhedsværdien ved min ankomst så småt har lagt sig, fornemmer jeg også, at Caroline kæmper med at være til stede. Måske er det min rolle som træner i hendes fars nærvær, hun er udfordret af.

Måske er det den faderlige tryghed fra Piotr, hun higer efter, når jeg udfordrer hende på banen. Jeg kan ikke helt sætte en finger på problemet, men hun virker reserveret over for mig. Det er, som om hun ikke hører efter.

Hun virker ukoncentreret. Måske har hun fokus rettet mod det kommende bryllup. Det forstår jeg egentlig godt. Men hvad med vores arbejde? Jeg vil ikke gå forgæves. Jeg ønsker ikke at gøre mine bange anelser til realiteter ved at begynde at italesætte noget, jeg ikke kan greje.

Tanken om et mentalt fravær hos Caroline gør mig en smule nervøs. Det er ikke en voldsom nervøsitet, men en bekymring, der som et udslæt sætter sig i min hud og klør lidt. Jeg forsøger at affeje min egen ængstelighed. Måske er det solen, der klør. Jeg har ikke solcreme på. Det har jeg aldrig brugt. Det er sundt at lade sig brænde af uden faktor. Det fjerner urenheder.

Jeg forsøger at lægge tankerne fra mig. Caroline kender mig jo som verdens mest positive mand. Jeg finder altid noget godt i det værste skidt. Det har hun også lige bekræftet over for mig. Den opfattelse ønsker jeg ikke at ændre på, slet ikke hos Caroline, der om noget lige nu har brug for min optimisme. Men hun forbliver fraværende.

»Kom nu, Caro!«

Caroline kigger på mig. Endelig. Hendes blik rammer mig. Der er noget, som er forkert. Det er måden, hun ser på mig på, som gør det svært for mig at finde min plads, mærker jeg. Blikket fortæller mig, at hun ikke er interesseret i mine input.

Piotrs polske røst gjalder på tværs af banen. Jeg forsøger forgæves at følge med i Wozzy'ernes samtalesymfoni. Men jeg spiller andenviolin. Og med ét føler jeg, at jeg lige nu betaler prisen for Högstedts Houdini-trick.

Det irriterer mig. Men det er vigtigt for mig, at det ikke skiller os ad. Vores venskab betyder for meget for mig. Jeg ønsker ikke at stille mig uforstående over for den kamp, der foregår inde i Caroline. Jeg forstår kampen for trygheden. Jeg forstår den måske bedre, end hun selv forstår den. Og jeg er villig til at vise hende min forståelse, fordi jeg selv har kæmpet og kæmper den samme kamp.

Min empati viser sig nyttesløs. Jeg er utilstrækkelig af den ene grund, at jeg ikke kan give hende faderlig tryghed i vores fælles arbejde på banen som træner og spiller.

Det gør mig frustreret. Jeg kan jo ikke ændre det faktum, at jeg er og bliver et fremmedlegeme i familien. Samtidig ved jeg, at jeg er præcis det fremmedlegeme, som Piotr har tillid til. Jeg er den træner, der står familien nærmest – uden at være en Wozniacki.

Det uløselige dilemma står pludselig lige så klart for mig som den blå himmel over hovederne på os. Piotr ønsker nye tiltag, nyt blod. Timing is everything. Men problemet lader til at være, at såret efter Högstedt ikke er helet, men stadig drypper inficeret med en frygt for det fremmede. Det betyder, at kun Piotr som far kan kurere sin datter. Jeg er, med andre ord, overflødig. Som en Dennis i ingenmandsland.

Spørgsmålene hober sig op, mens jeg går tilbage til hotellet med følelsen af at være blevet vraget. Min taknemlighed over egne bedrifter har jeg stadig, tænker jeg. Måske skulle jeg bare skride. Jeg har mine meritter med mig. De fortæller mig, at jeg trods alt stadig har ført Li Na til en grand slam-titel for få år tilbage.

Jeg kan føre flere spillere samme vej. Det ved jeg. Og Caroline er den første spiller, jeg som træner har accepteret at samarbejde med siden ulykken. Jeg føler lige så meget, at jeg har valgt hende, som hun og Piotr har valgt mig. Men lige nu står jeg uden en stemme på det polske hold, mens jeg er ad helvede til langt væk fra min familie derhjemme.

Jeg sætter jeg mig på kanten af sengen og ringer til min storebror. Han er min rådsmand, når jeg strander i tvivl

»Du bliver der, Sille! Det er en enestående mulighed for dig. Lov mig, at du giver det en chance.«

Carolines spil er låst, og det påvirker hendes engagement på banen. Måske er det også, fordi hun er gledet ud af top-10, at hun er frustreret. Jeg ved det ikke. Men næsten ingenting fungerer for hende, og hun taber semifinalen i Dubai til Venus Williams 3-6, 2-6.

Piotr eksploderer. Når man bruger så mange kræfter, som vi gør, uden at der kommer en forløsning, finder den ophobede energi selv vej ud. Han er hård ved hende. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad han siger, men de polske fagter giver mig et praj.

De diskuterer højlydt. Piotr skælder ud, Caroline græder. Men de verbale trænerlussinger bliver umiddelbart efter erstattet af faderlig omsorg, og jeg ser, hvorfor det er, at netop de to er så succesfulde sammen.

Jeg ser, hvorfor det er umuligt for en som mig at blande mig i deres unikke hybrid af træner og spiller, far og datter.